Kun fantasien sætter grænser

Det umulige er sket. Alle grænser er overskredet, og fra nu af er alting muligt i denne verden. Jeg havde aldrig troet det ville ske for mig, fordi jeg normalt ikke er den type, som tror på hvad som helst, men det gjorde det.

Vi var på vej til England, da vi sejlede forbi Grønland for at hvile os. Midt om natten, da skibet gled elegant ind i den gamle havn, lå alle og sov tungt. Der var ikke et øje at se på de små sneklædte gader. Jeg var i min kahyt og skulle til at krybe til køjs, da noget mystisk ramte min rude med et smæk. Først troede jeg bare det var min fantasi der spillede mig et puds, da det også blæste temmelig voldsomt udenfor, men sådan var det ikke. En sødende snært af bellis strejfede min næse, og fik mig op at stå. Noget ramte min rude igen, men der var intet at se udenfor, kun en svag lygte der blinkede i takt med mit hjerteslag. Lige da jeg skulle til at gå indenfor i varmen igen, blev jeg ramt af en snebold i nakken. Snebolden var ualmindelig godt formet, og den duftede så dejligt af sommer. Jeg gik helt ud på den gamle bro, for at se hvem der var oppe på denne tid. Broen knagede under mig, mens jeg gik der og sagde til mig selv, at jeg skulle vende om og at det nok bare var nogle knægte. Alligevel fik ét eller andet i mig, mig til at fortsætte, og da jeg havde vænnet mig til mørket, kunne jeg se nogle blomster spire op igennem det tykke islag. Normalt er jeg høflig, men tro mig, jeg stirrede med gevaldige øjne, da en af dem rakte tunge ad mig. Der gik en underlig hvisken igennem flokken og pludselig fløj der snebolde igennem luften med retning mod mig. I vil nok ikke tro mig, hvis jeg sagde at blomster har et virkelig godt boldøje, men det er faktisk sandt. Lige meget, hvor meget jeg end prøvede at flygte eller kaste mig til den ene eller den anden side, ramte de stadig klokkerent. Der var kun en ting at gøre, og det var at tage kampen op. Jeg formede og kastede snebolde som aldrig før, og sneen fløj rundt omkring mig i ét stort virvar. Det så ikke ud til at blomsterne ville give op, og jeg var ærligtalt ret træt. Jeg kæmpede mig hen til broen, der knagede under mig, hele vejen tilbage til kahytten. Jeg nåede kun lige akkurat at få lukket og låst døren bag mig, inden 100 snebolde ramte min rude.