Filmanalyse af 'Drengene fra Skt. Petri'

Drengene fra Skt. Petri er en yderst spændende og flot spillet film, baseret på Bjarne Reuters roman, som handler om et par danske drenge hvis kamp for at bevare integriteten under Danmarks besættelse, leder til regulær sabotage af nazisterne.

Vi er i 1940’erne ved sommertid. Danmark har været besat i to år nu, og i Aalborg er der et par unge drenge, der gør noget ved sagen. Lars, en ung dansk dreng på 15-16 år skal snart optages, i en modstandsgruppe som hans storebror Gunnar er en form for uofficiel leder af. Optagelsesprøven foregår på kirkeloftet af kirken skt. Petri, hvor Lars her skal sværge sin troskab og tavshedspligt til gruppen, imens han holder den tunge lysekrone i kirkeloftet på plads. Lars gennemfører ritualet og er nu medlem af det der senere skulle blive til en ægte dansk sabotage gruppe. Modstandsgruppen er i begyndelsen af filmen, ikke andet end nogle drengestreger her og der, som f.eks. at lave en Hitler dukke, give den en gigantisk bh på, og få den til at falde ned foran et nazist optog for at håne. Modstanden tager først rigtig, da Lars en dag er ude i et forladt hus ved en pavillon i skoven. Her han møder Otto Hvidemand for første gang. Mødet sker da Lars kravler op på loftet for at udforske huset. Her finder han en ”luger” (tysk pistol der blev anvendt under krigen), og et par andre ting, der tilsyneladende var stjålet fra nazisterne. I samme øjeblik han finder lugeren og tager den op, ser han Otto der stirrer utilregneligt på ham. Han ligger den straks tilbage og forsikre Otto om at han ikke vil sladre om hans gemmested for den tyske luger. Allerede til næste møde i modstandsgruppen bringer Lars det på bane i forbindelse med en aktion de skulle udføre. Lars foreslog her at de skulle tage lugeren med på deres mission for at være sikre hvis de skulle støde på en vagthund. Søren, et medlem af modstandsgruppen, der her er den eneste imod idéen bliver nedstemt, og de tager en dag ud for at hente lugeren. Sammen leder de efter pistolen på loftet af huset ved pavillonen. De bliver dog slemt overrasket da Otto lige pludselig, peger lugeren direkte mod Sørens tinding. Drengene, Luffe, Søren, Gunnar og Lars, skynder sig ud. De er alle chokeret over oplevelsen, dog mest af alt er det Søren der er bange. En dag henvender Lars sig venligt til Otto Hvidemand, for at spørge ham om det ikke måtte låne pistolen, og om Otto ikke kunne fungere som en slags ”skaffer” for gruppen. Det tilbud siger Otto nej til og siger at han vil være rigtigt med i gruppen i stedet, og på trods af Gunnars ordre om at han ikke skulle, tager Lars ham med til et møde i klubben. Her tager bogen fart og snart stilles spørgsmålet om hvor langt man vil gå for at bevare sin værdighed og ære sit fædreland.