Lonnie og robotten

Under lygten fik hun øje på noget – det skinnede. Langsom gik hun derhen. Var det en kat? Ja minsandten. Hun tog den op i sine hænder. ”Miav” spandt den. Lonnie vente sig rundt og dér i skæret fra butiksvinduet så hun, en skiklers af noget, hun hvis ikke hvad det var, eller hvem, det var der bare. Lonnie blev bange, og alligevel ikke. Lonnie ville se det nærmer, hun var på vej det hen, men det forsvandt langsom, det var væk. Nu stod hun bare der, og kiggede, og kiggede, hun kunne ikke skiklers nogen steder. Det var væk, helt væk. Hun gik videre, helt hen til det sted skiklers stod. Lonnie vente rund og gik hjem, hun tænke så meget over hvad det var, eller hvem det var. Dagen efter gik Lonnie derhen igen. Hun så skiklers igen, men dan gang forsvandt den ikke. Lonnie gik hen til skiklers, hvor hun så, så hvad det var, det var- en robot. Hun blev forskrækket, men hun sagde ikke noget. Lonnie snakkede med den, og den svarede. Hun så, udelige på den, og tænke den, den kan snakke. Hun blev forelsket i den, helt væk i den. men det var svært, at være forelsket i en robot, hvad kunne de lave sammen, hvad vil hendes forælder ikke sige, hendes venner/veninder. Hun tude ikke holde ved, at hun var forelsket i et robot. Men hun var, så forelsket i en her robot. Lonnie gjord alt, hvad hun kunne for at glemme alt, om robotten. Hun kunne bare ikke, det var forværret, for hende. Så hun gik der en til det sted, hvor robotten plejede at så, men den var væk, hun kunne ikke se den nogen steder. Hvor skulle den så være? Hun blev ked, og gik hjem. Lonnie hvis ikke hvad hun skulle gøre, hun havde i tænkerne, når hun nu ikke kunne få robotten. Kunne hun lige så godt begå selvmord.