Analyse af Søren Espersens kronik 'Soldater slår da fjender ihjel'

”Soldater slår da fjender ihjel” Af Søren Espersen (DF) 11-02-10

Vi deler den alle, vi høsten frugten af dens arbejde, for derefter hæmningsløst at smaske os i dens provisioner og ressourcer. ”Moder jord”, kaldes hun populært, moderen til os alle, den moder vi blidt tilbeder i starten som hjælpeløse friskfødte babyer der sutter på mælken fra mors bryster, for derefter at vokse os store, fede, og med ucensureret mådehold formå at tilsvine, overforbruge ressourcer der resulterer i CO2 udledning, for derefter at spytte vore kære moder der hvor det gør mest ondt, lige i ansigtet.

Vore kære moder i stedet for overgivende, tæmmet, og med en tilgivende moderkærlighed at gøre op for uretfærdigheden med, snottes vi i grum forstand lige tilbage i vore så uansvarlige og utaknemlige ansigter. I misbruger min gavmildhed, og det at jeg har taget af jer fra i var små søde og hjælpeløse? ”Klimaforandringer” værsgo, ”krige” værsgo, ”finanskrise” værsgo. ”Man høster hvad man sårer”, eller noget i den stil. Krige efter krige bryder ud, og en af Moder jords mindste børn (Danmark) ønsker at råbe op for retfærdighed med en drøm om universel demokratisk sammeneksistens mellem disse så barbariske og middelalderlige civilisationer (Østen), og kulturerne bag dem.