Hej min elskede.Det hele er så svært. Selvom det er to år siden, jeg forlod jer, er det så svagt først begyndt at gå op for mig nu. Du fortjener at vide, hvad der i virkeligheden skete. Jeg fortalte dig, at jeg gik ned og købte mælk tirsdag aften. Det passer ikke. Jeg gik derned for at møde en mad, der skulle smugle mig med til Sydfrankrig. Jeg måtte væk fra alt. Jeg rystede hele vejen. Jeg var så tæt på, at hoppe af bilen, løbe tilbage til jer og fortælle jer sandheden. Jeg turde ikke. Jeg vidste, det ville komme som et chok. Jeg prøvede at tage den mulighed, der gav færreste konsekvenser. Det er så svært.
Jeg er kommet ud for en masse siden hen. Jeg har sovet i campingvogne, overnattet med nogle unge på en strand, badet i havnen når jeg var beskidt, og jeg har været vidne til et overfald i Tyskland. Overfaldsmændene så mig. Jeg måtte overnatte på en forladt båd i havnen. De ledte flere dage efter mig. Kort tid efter rejste jeg til Frankrig, og det er her, jeg er endt nu.
Jeg prøver at få humøret op, og jeg prøver at få en hverdag til at fungere. Det hele er så stort, prøver forvirret at lede efter lykken. I dag er det præcis to år siden, at sygdommen ramte mig- ingen kender til den. Jeg ville ikke fortælle min mor det, var så bange for hendes reaktion. Du ved, hun er så syg, hun kan ikke tåle flere nederlag. Jeg ville ikke fortælle dig det. Jeg var så inderligt bange for, at du ville glemme alt om børnene. Og de små måtte for alt i verden ikke få det af vide, de ville glemme deres far inden for kort tid. Emil er kun ti år, han kan så småt forstå, hvad der sker. Jeg ville ikke fortælle ham det. Bare hans øjne imens han skulle få det af vide, det ville tage livet af mig. Måske er det som om, han ingen far har. Ingen støtte at komme til når pigerne driller. Ikke en stolt far der tager med ud og ser alle hans fodboldkampe.
Det er gratis at oprette en konto