Kosmisk Kaos i Aberdeen

Vinyl skiverne lå ud over hele gulvet. ”Hvad lavede vi i går?” kom det nede fra gulvet. Jeg kunne ikke huske noget som helst, hvor jeg var, hvem der lå og snakkede og hvad der var sket i går.

Jeg huskede svagt musik og larm fra aftenen før, men ellers intet. Mine øjne gjorde ondt da jeg åbnede dem. Sollyset ramte mig lige i synet, og gjorde det umuligt at se andet end det en kristen nok ville kalde døren til himlen. ”Hallo, jeg spurgte dig faktisk om noget” kom det nede fra gulvet. Jeg tænkte mig om et kort øjeblik og svarede ”Aner det ikke, jeg kan ikke huske en skid” Da jeg havde vænnet mig til lyset, satte jeg mig op på det der lignede et sofabord, min jakke lå over min mave som en dyne, det var koldt selvom det kun var starten af september, mine ben lå dinglende ud over det sorte bord, der sikkert var fra Ikea, da det var helt firkantet og lignede noget det ville brase sammen hvis jeg lavede én forkert bevægelse. Nu kunne jeg se hvem der lå på gulvet. Lille Jep, min bedsteven fra siden… Jah, siden altid vel. Jeg satte mig helt op og kiggede rundt i rummet. Overalt lå de sorte skiver. Hvis det havde været en film var det en stor action scene hvor helten ville være løbet tør for kastestjerner og derefter havde brugt de store skiver i stedet. Det eneste der manglede var nogle lig med store læder frakker og solbriller. Jeg fandt langsomt ud af at det rent faktisk var min egen stue jeg var i, det var først da jeg så den nyeste single med ”karateklanen” hænge pænt på væggen. Nu begyndte hukommelsen at komme tilbage, jeg begyndte at huske hvad der var sket. det var Jep og mig, vi var til koncert i går. Okay så langt, så godt. Hovednavnet var selvfølgelig ”Karateklanen”, jeg mener at Smør 40 varmede salen op. Nu begyndte det hele at flyde. Det var på Skratmolen, det eneste spillested i hele Aberdeen. Det største event der nogensinde var blevet holdt i hele byen. Havde jeg stadig en flyer i lommen? Ja, jeg kiggede kort på den. Nu vidste jeg da hvad jeg havde lavet i går. At være på Skratmolen til koncert en lørdag var ikke unormalt, men overhovedet ikke at kunne huske hvad der skete bagefter virkede underligt. Hvad lavede jeg overhovedet i det her hul af en by? Det har tit undret mig, men jeg husker da jeg var mindre og vi boede i en af de store byer. Jeg havde ingen venner og ingen at snakke med fordi jeg var anderledes, jeg lignede ikke de andre og jeg boede ikke som de andre. Jeg blev aldrig inviteret til fødselsdage eller noget som helst. Det eneste jeg havde var min far og de ting han kunne skaffe til os. Ikke at det hele var dårligt, det var bare ikke som folk i byen mente tingene skulle være.