Den prisbelønnede Johannes V. Jensen var omkring århundredeskiftet på en jordomrejse som resulterede i en række digte, et af disse var ”Paa Memphis Station”. Et digt med et umiddelbart enkelt handlingsforløb og en kaotisk fremstilling. I “Paa Memphis Station” fra 1904 opfordres hovedpersonen til at slå sig ned i "sphinxforladte Memphis" og få sig en almindelig tilværelse – men kan ikke "glemme, at man lovede dig Evigheden". Det samme kan J. V. Jensen ikke, hans ideal er egentlig en gennemsnitstilværelse som familiefar - men selv om han i 1904 bliver gift og siden får tre sønner, falder han aldrig til ro i rollen.
”Paa Memphis station” er et lyrisk digt. Et lyrisk digt er karakteriseret ved at fortælle om subjektive følelser, stemninger og tanker, hvilket definerer dette digt godt. Digtet er inddelt i 16 strofer, hvor antallet af verslinjer pr. strofe varierer fra 4 til 14, denne atypiske form er noget af det første man iagttager som læser. Digtet er ét stort kaos med hensyn til strofer, rimstilling og rytmik. Denne form for frihed I opstillingen var set før hos romantikeren Adam Öenslager. Dengang var det for at udtrykke, at digteren ikke behøvede at overholde nogle faste rammer, men for Johannes V Jensen gik det mere ud på at give digtet et grimt og hverdagsagtigt præg. Ud over formen bidrager de grimme ord med til at give digtet det ubehagelige udseende, som J. V. Jensen åbenbart har ønsket. Grimme ord som f.eks. ”Appelsinskaller” og ”Tændstikstumper”, derudover hjemmelavede ord som f.eks. ”plakathujende”, ”kampret” og ”syndflodsfavn”. Ingen af disse ord er hverken charmerende eller kønne, men til gengæld meget bidende.
Det er gratis at oprette en konto