Første dag jeg så dem, var da de kom for at tage kommunisterne, de havde alle sammen uniformer på. Mens jeg gik ned af gaden, så jeg den endeløse række af kommunister, der blev bevogtet af mændene i uniformer, mens de gik ned mod togstationen. Jeg havde allerede hørt dem to gader forinden, dem og alle deres protester: ”hvorfor er det os?” ”hvorfor tager i ikke dem?” ”de er da mindre værd end os.” ”vi har da aldrig gjort noget forkert, har vi?” men lige meget hjalp det, mændene ignorerede dem og fortsatte med, at drive dem frem med deres geværer. Jeg levnede dem ikke en tanke, for hvorfor skulle jeg? Jeg havde aldrig mødt dem før, så længe de ikke tog mig, kunne jeg da være ligeglad. Ligesom de andre folk på gaden, gik jeg bare videre, kiggede mig tilbage, hvis der var noget interessant. Nej der var ingen der havde tænkt sig at protestere, hjælpe kommunisterne eller bare skænke dem en tanke, så længe det ikke påvirkede dem. Jeg forstod dem også godt, for hvis jeg ikke gjorde, hvorfor skulle de, jeg var endda præst. For folk havde ikke tid til det, hvis det nu tog en hel arbejdsuge, så ville de ikke få løn og i værste fald miste der job, det var der ikke mange der havde råd til. Dagene blev til uger, men folk havde glemt dem, der var dog nogen, der mente de havde hørt at kommunisterne, var blevet sat i lejre for arbejde. Dagligdagen fortsatte og folk blev ved med at arbejde, og tænkte ikke mere over, hvad der var sket den dag.
Det er gratis at oprette en konto