Borgerkrigen

Min lillesøster og jeg sad på en lille gade i Jugoslavien. Der var borgerkrig og alt var ødelagt. Gaden var lang og nogle af husene var ødelagte. Vi sad ved siden af hinanden, hun klemte min hånd. Vi havde ikke noget sted at bo, så vi levede på gaden. Vores forældre døde for nogle dage siden. De var inde i vores hus, da der faldt en bombe ned fra himlen. Vi kom hjem, og så at vores hus lå i ruiner, og vores forældre blev fundet døde dagen efter. Min lillesøster var 8 år og jeg var 14 år. Hver dag kunne vi høre de store brag fra bomberne, men det havde vi vænnet os til. Vi havde ikke noget mad, og vi havde ingen kræfter. Hver dag kom der bomber flyvende ned fra himlen, og folk blev slået ihjel. Vi havde det frygteligt, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre af os selv. Min lillesøster var faldet i søvn, og hun lå tæt ind til mig. Jeg lagde et tæppe over hende, og jeg faldt hurtigt i søvn.

Jeg vågnede pludselig ved et stort brag. Jeg kiggede ud til alle sider, men jeg kunne kun se røg. Det var en bombe, der havde ramt huset ved siden af. Jeg kunne høre nogle skrig, og jeg prøvede på at finde min søsters hånd. Jeg fandt hendes hånd og tog den i min. Jeg hev hende væk, og vi løb alt hvad vi kunne. Vi kom lidt væk fra gaden, og vi kunne se røgen fra husene. Vi gik rundt i lang tid, for at finde et sted at sove. Der blev hele tiden skudt, så vi løb alt hvad vi kunne. Borgerkrigen var blevet værre, og der var ikke noget sikkert sted man kunne være. Min lillesøster græd, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til hende, så jeg tog hendes hånd. Vi fandt endelig en lille gyde, som vi kunne sidde i. Det var begyndt at blive lyst, og det var svært at falde i søvn. Pludselig kom der nogle soldater hen til mig og min lillesøster, de tog fat i os og satte os ind i en vogn. Vi sad inde i vognen med mange andre børn. Der var ingen der fortalte os, hvor vi skulle hen. Bilen kørte hurtigt, og vi kunne høre en masse larm udenfor bilen. Efter ca. en halv time stoppede bilen endelig. Vi blev sat af bilen og ført ind i en stor bygning. Bygningen var meget ødelagt og væggene var kun en meter høje, fordi resten var sprængt væk. Min søster satte sig ned ved siden af mig, og vi kiggede ud på de andre. Vi var mange børn, og ingen af dem havde forældre med. Mange græd, men ingen snakkede. Vi sad i flere dage, hvor der ikke skete noget og det eneste vi havde var en radio. Vi lyttede til radioen hver dag, men der blev kun snakket om alle dem der var fundet døde. Engang imellem var det nogle af de andres forældre og der blev grædt. Vi blev ved med at vente på, at manden i radioen ville sige at der endelig var fred. En morgen sad vi rundt om radioen og manden sagde: ”Der er blevet enighed om en fredsaftale, og den vil blive underskrevet i dag den 14. december af parterne i Paris.”