Fremmed

[NAVN A] Dansk stil 07-09-2010 FremmedJeg mærker min krop, den er nøgen, kold og blød. Mine arme gøre ondt, og mine lår er fuld af små pletter af forskellige farver, som et spættet fugleæg. Jeg gnider mine håndflader imod min krop, op og ned. Har intet tøj på, men det ligger ved siden af mig på gulvet. Det lugter forfærdeligt af spiritus og urin, som afsondres gennem nyrerne og udskilles fra kroppen. Jeg klæder mig langsomt på. - Hvor er jeg, råber en anden stemme. – Camilla det mig Vlora, svare jeg. Hun prøver, at komme op og stå på sine ben, men ryger ned i gulvet igen. - Jeg kan mærke, at mit underliv dirrer, siger hun.Jeg svare hende ikke, men er tavs et stykke tid, og spøger hende i stedet hvad der er sket.- Jeg ved ikke, hvad der skete, siger hun. Det eneste jeg kan huske er, at vi skulle i biografen og se Twilight, men vi var de eneste, og to andre fyre i biografen. Jeg trækker mig langsomt op at sidde, for at kunne se mig omkring. Vi er i et ret lille værelse, men et meget almindeligt værelse. En seng, et skrivebord, et vindue og et klædeskab. Det ikke mit værelse eller Camillas, men fuldstændig fremmed. - Vlora, siger Camilla.Hun har sat sig ned ved siden af mig.- Drengene er 19, og 3 år ældre end os, siger hun.- Hvad mener du, spøger jeg?- Dem vi tog til fest med efter filmen, og nu er vi endt her, svarer hun.Jeg taber næse og mund af forbavselse. Jeg kan ikke rigtig sidde op, så jeg lægger mig ned igen og kigger forvirret op i loftet.- Gør mine Albanske rødder mig automatisk til Albaner, spøger jeg?- Jeg mener du er dansker, når nu du er født i Danmark, siger hun. Jeg er skandinavisk født, opvokset her i landet og dansk er mit modersmål. Jeg taler og læser bedre dansk end Albansk. Selv mine tanker foregår på dansk. - Men er det mine sprogkundskaber og min opvækst, der gør mig dansk, spøger jeg? - Jeg ved det ikke, svarer hun.Når jeg rejser til Kosovo, føler jeg mig som en fremmed, næsten som en turist. I Kosovo kalder de mig ”dansker”, men i Danmark, hvor jeg føler mig hjemme, bliver jeg tværtimod kaldt ”en af de fremmede”, og tilfældig forbipasserende pensionister kan finde på at sige, at jeg skal rejse hjem hvor jeg kommer fra. Der, hvor jeg føler mig hjemme, bliver jeg kaldt for fremmed, og der, hvor ”danskerne” siger, jeg hører hjemme, føler jeg mig som en fremmed.- Spørgsmålet er om betegnelsen ”dansker” er mig til gavn eller om den blot er en indholdsløs titel, siger jeg.Hun kigger bare på mig et stykke tid, og stirrer derefter i gulvet imellem sine ben, mens hun roder i et lille hul i gulvet med sin pegefinder. ”Bib, bib”, siger en lyd i mine bukser.- Du har fået en sms, læs højt, siger hun.Jeg dykker min venstre hånd ned i min venstre bukselomme, hiver en gammel Nokia 6230i op. Jeg kniber mine øjne samme, og koncentrere mig om at læse. - Vlora hvor er du, hvornår kommer du hjem, jeg har prøvet at ringe, men ingen svare, gider du ikke kontakte mig hurtigst muligt hilsen mor.Jeg tjekker min tlf. for ubesvarede opkald.- 23 ubesvarede opkald fra min mor, stønner jeg. Mit hjerte galoperer, som når en hest traver af sted i løb. Mine håndflader bliver våde, og gennemtrængt af fugt. Jeg tager Camilla i hånden rejser mig op, og flygter ud på gaden. Folk der går forbi skæver til os, men fortsætter. - Hvordan kommer vi hjem, råber hun?Hun rusker i mine overarme af raseri.Vlora, Vlora, Vlora, Vlora, Vlora!Var der en stemme der kalde i baggrunden.Vlora min pige stå op, der morgenmad………..