Ifølge Per Theil: Det er min historie, sagde hun …, som er et uddrag af en artikel i Politiken d. 24. maj 2008, fortæller han: ”Der var engang, hvor der var orden på kunsten og styr på verden. På min barndoms bibliotek gik man til højre, hvis det var skønlitteratur, man søgte, og til venstre, hvis det var sagprosa, man skulle låne”. Dengang var mere overskueligt end vi ser det i dag.
Reolerne væltede
I 1980érne kunne historie lige så godt være litteratur, som litteratur kunne være historie. ”Virkeligheden imploderede”, som Theil så fint beskriver det. Theil synes at vi farer i blinde, forføres og skuffes. ”I dag er vi alle forfattere ifølge Theil. Vi skriver om hinanden som aldrig før, vi låner af hinanden. Vi skriver fx selvbiografier, romaner og hvad der ellers er af private utidigheder. Men kan man stole på, at det de skriver faktisk er sandt? Theil viser et eksempel med Knud Romers roman ”Den som blinker er bange for døden, 2006”. Her skrev han om sin barndom i Nykøbing Falster, hvor han betragtede byens borgere som skurke. Romer hævdede selvfølgelig at, det han skrev, var sandt. Anmelderne troede ham også i starten, men senere kom det frem at ”Lille Knud” havde løjet. Det er ikke blevet lettere at være menneske i dag, det er tværtimod blevet mere besværligt. Hvad skal man tro på som læser? Theil i tydeligvis negativ over dette. Man kan i disse år godt komme i tvivl om man selv er virkelig. ”Er der noget at sige til, at man må dokumentere sig selv for at bevise sig selv” også sagt: ”Kan man ikke googles, eksisterer man ikke”, er der nogle, der påstår. Facebook er nærmest blevet en garanti for, at vi er her ”Face to facebook”.
Det er gratis at oprette en konto