Jeg går. Nej, jeg slentre. Ned af gågaden i Viborg. Menneskemængden danner en strøm. Som en bæk med fisk. Jeg kigger mig omkring. Ser en Due. Kommer til at tænke på hvor meget, sådan en due betyder for os mennesker. For nogle, betyder den frihed, for andre er den bare en pestilens, der burde udryddes. Jeg synes de er en vigtig del af byen. Selvom de skider overalt, pynter de meget. Jeg ved at de fleste synes at duer er grimme og dumme dyr der skulle skæres i stykker og brændes i helvedesild. Jeg fortsætter min gang. Solskinsvejret er ved at forsvinde. I horisonten ser jeg de grå skyer. Jeg kan se at jeg ikke er den eneste, for i modsætning til før begynder menneskerne at søge ind i butikkerne. Sjovt hvordan noget så småt som skyer kan ændre et bybillede. Hvordan alt bare forsvinder, bare den mindste sky kommer for solen. Også på stranden ser man tit at folk skynder sig hjem, hvis solen er væk i fem sekunder. Det ligger nok dybt i os. Fra dengang hvor et ordentlig regnvejr kunne være katastrofalt. Dengang hvor vi blev skyllet væk. Som en kvist i havet. Mine tanker flyver. Sært hvordan tanker kan fører en hen til de mærkeligste ting. Hvordan man med afsættet solskin, kan komme forbi evolution og en gågade i Midtjylland. Sjovt hvordan hjernen ved, et enkelt ord kan komme i gennem alverdens emner. Hvordan kan det være. Det er spændene. Ens hjerne arbejder konstant, og alligevel har den overskud. Er NØD til at have overskud. Som en enlig mor, der har to jobs, er nød til at have overskud til at gå en tur med sine børn. I solskin.
Det er gratis at oprette en konto