Skyggen

Han løb op af den våde trappe. Hans fødder lavede den samme evindelige klaske-lyd, for hvert trin han tog, men han ænsede den ikke. Han kunne kun mærke, hjertet slå dobbelt så hurtigt, og adrenalinen pumpe rundt i blodet. Han løb forbi endnu en fakkel. Det varme lys på marmor væggene viste, at de var glatte og fugtige så der var intet at holde fast i, hvis han faldt. Faldt han var det den visse død, og satte han farten ned fangede ”Det” ham. Han blev ved med at løbe. Hans brune bedemandskåbe slæbte sig langs gulvet og hætten flagrede bagud, som om han løb i en strid modvind. Det lille guldkors, han havde rundt om halsen, blev ved med at slå ham på brystet, og det føltes tungere og tungere. Han vidste, at han aldrig skulle have taget det, men fristelsen var for stor, og Djævlen havde taget magten over ham. Han vidste, at han nu skulle bøde for det. Det store klokketårn, som han løb inde i, var meget højere, end han troede og selv efter at have løbet op af et antal trapper, der føltes som millioner, vidste han stadigvæk ikke, hvad han skulle gøre, når han nåede toppen. Han kiggede bagud og så en stor, sort hånd krybe op langs væggen. Han vidste, at det var slut og med ét blev alt sort.