Leif Panduro (1923-1977) debuterede i 1957 med romanen; Av min guldtand. Forfatterskabet tog for alvor fart, da pubertetsromanerne: Rend mig i traditionerne (1958), De uanstændige (1960) og Øgledage (1961) blev skrevet og udgivet.
Handlingen i ”De Uanstændige” udspiller sig under 2. Verdenskrig i 1940’erne fra før besættelsen til lige efter befrielsen. Bogen følger den unge Thomas, søskendeparret Mick og Topsy, deres familier og hvordan de udvikler sig gennem krigsårene.
Romanen er kronologisk opbygget efter hjem-ude-hjem modellen. Først er Thomas tryg i hjemmet fordi han ikke ved, at der findes andet. Mødet med Mick og Topsy gør, at han får øjnene op for en helt anden verden, og den sidste linie fortæller læseren, at han har opgivet, og vender hjem til de vante rammer. Fremtiden er kommet.
Fortælleren er i 3. person, da der ikke fremgår en jeg person i historien. Vi hører Thomas tanker og spekulationer, altså er der en indre og en subjektiv synsvinkel knyttet til ham. (side 48) Eks: ”Han tænkte, at latteren var en hemmelig forståelse, en ordløs sammensværgelse, rettet mod omverdenen.” Samtidig er der også en ydre, beskrivende fortæller. (side 48) Eks: ”Thomas stirrede forlegent på dem.” Det betyder, at vi ser nogle situationer med Thomas øjne, og får forståelse for hans handlinger. I de første syv kapitler er fortæller-tempoet normalt, læseren bliver indviet i handlingen, og får forståelse for personerne. I de sidste tre kapitler sker der en radikal ændring i kompositionen. Leif Panduro skildrer, hvor total forvirringen var lige inden og under befrielsen, ved at bruge meget direkte tale og ufuldstændige sætninger.
Det er gratis at oprette en konto