Analyse af Emil Bønnelyckes 'Vesterbrogade' og Jais Nielsens 'Afgang!'

I 1918 udgav den danske ekspressionistiske forfatter Emil Bønnelycke (1893-1953) digtesamlingen Festerne. En af samlingens digte hedder Vesterbrogade. Storbyer skildres ofte negativt. I forhold til den idylliske tilværelse på landet med fuglekvidren tidligt om morgenen og de rolige aftener, er storbyen præget af støjende, osende biler, kaos i myldretiden og nattelarm. Emil Bønnelyckes skildring af storbyen er anderledes end den traditionelle. Han lægger stadig vægt på de karakteristiske træk med konstant trafik, larm og kulørte reklamer, men på en mere fascineret måde. Man føler nærmest at han har en lidenskab for storbyen. I det følgende vil jeg lave en analyse og fortolkning af Bønnelyckes digt, samt sætte det i forhold til Jais Nielsens billede, Afgang!, fra 1918.

Digtet er et traditionelt digt, hvilket man kan karakterisere ved at det består af mindst én strofe, i dette tilfælde fem strofer. Alle strofer er bygget ens op med hensyn til linjer, rim, stavelser. Samtidig er det muligt at komponere en melodi til teksten, hvilket gør at den kan synges på traditionel vis. Dette skyldes den ensformige opbygning.

Digtet består som ovennævnt af fem strofer og med otte vers i hver. Stroferne er opbygget på den måde, at de første fire vers i hver strofe indeholder krydsrim. Det vil sige at det sidste ord i versene følger et fast mønster. Vers et og tre samt to og fire rimer. I vers fem til otte er det parrim. I digtet har Bønnelycke benyttet sig af bogstavrim, også kaldet allitteration ”Det bruser af Fodtrin paa Fortovets Fliser. // Og Gaden faar Farve af Foraar og Fest.” (Strofe 1, vers3-4).