Analyse af Aarestrups 'Advarsel' og Winthers 'Jeg gik mig i Skoven'

I 1838 udgav den danske forfatter Emil Aarestrup digtesamlingen Erotiske Situationer. Et af digtene derfra hedder Advarsel. Digtet stammer fra den strømning fra midten af 1800-tallet, der i dansk litteraturhistorie hedder romantikken. Denne periode opstod som reaktion mod materialismen og det mekaniske verdensbillede, som var gældende inden for kulturen under oplysningstiden. Oplysningstiden havde fornuften i centrum, hvorimod romantikerne hævdede at følelsen var kernen i tilværelsen. I digtet lægger Aarestrup vægt på kærligheden, og beskriver hvor let tingene kan gå galt. I det følgende vil jeg lave en analyse og fortolkning af Aarestrups digt, og sammenligne det med Christian Winthers digt Jeg gik mig i Skoven saa eensom en Gang fra 1843, samt lave en litteraturhistorisk perspektivering i forhold til digtene.

Aarestrups digt Advarsel er et traditionelt digt bygget op på fem strofer som alle er ens bygget op med fire verslinjer i hver. Der er lige mange stavelser i hver strofe og der er brugt krydsrim, hvilket vil sige at to verslinjer rimer, men har et vers imellem. I digtet er det den anden og den fjerde verslinje der rimer, så strukturen er a – b – c – b. Digtet er et lyrisk digt, hvilket vil sige at der er brugt mange følelser. Det indeholder ingen historie, men til gengæld udtrykkes tanker, meninger, holdninger, stemninger og følelser. Digtet er det lyriske jegs tankestrømninger. Det lyriske jeg beskriver den forandring som snart vil ske. Grundstemningen er sørgelig eller negativ. Det lyriske jeg vil have det bedste ud af den tid han har med sin elskede. Der indgår ikke direkte nogen personer i digtet. Vi hører det lyriske jegs tanker, hvor han nævner sig selv og sin veninde. Det lyriske jeg og hans veninde er hovedpersonerne, og det er deres forhold som beskrives i digtet. Handlingen forløber kronologisk, da det er det lyriske jegs tanker om hvordan hans forhold til sin veninde vil udvikle sig. Han er kritisk overfor fremtiden og ved at de ikke kan være sammen med hinanden for evigt. Fortællersynsvinklen er en jeg-fortæller. Det lyriske jeg kommer meget tydeligt frem med sine egne synspunkter. Digtets hovedtema er ulykkelig kærlighed og ægteskab. Jeg tror at det lyriske jeg er i et ægteskab, som er ved at gå i opløsning. Han og hans veninde har problemer, hvilket vises ved tordenskyerne som komme frem igen og igen. ”Skymasserne, som længe // Har samlet sig til Torden”. (V. 3-4), og han mener at hvis de fortsætter på denne måde, vil det bare fortsætte med skænderier, problemer eller hvad der nu er galt: ”Og andre Skyer trække // Paa Himlen op og lyne.” (V 11-12). I digtet er brugt mange metaforer. Hele digtet er sådan set én metafor. Handlingen bliver beskrevet med forskellige billeder. Handlingen og personernes forhold er beskrevet i naturen. ”Det Skum, som krandser Vandet, // Det Lys, som farver Jorden, // Skymasserne, som længe // Har samlet sig til Torden;” (Strofe 1). Grunden til at hele handlingsforløbet beskrives som den måde naturen og vejret udvikler sig på, er fordi digtet stammer fra romantikken hvor forfattere gik meget op i at beskrive deres verden og livssyn ud fra naturen.