Novellens jegperson (brevets afsender) er en gammel ensom kone, som formentlig sidder på plejehjem, hun er i hvert fald gammel da hun har oldebørn i teenage alderen. Hun tror selv at hun er den rareste milde kone, men det er hun imidlertid ikke, hun tager alle familiens problemer op, det er ikke specielt rart hele tiden at blive mindet om at man "sidder i lort til halsen" og det er lige præcis det den kære gamle kone gøre. Jeg tror ikke kun det er det at hun hele tiden snakker om problemerne, jeg også at hun blæser problemerne helt vildt op til noget de slet ikke er. Som hun skriver det i brevet lyder det som om familien er på sammenbruddets rand, hvilket jeg egentlig ikke tror de er. Novellens jegfortæller er også rimelig selv fikseret hver gang hun tager et af familiens problemer op kommer hun selv med et eksempel hvor noget lignende er sket for hende, hvad rager det én at én anden engang har haft det samme problem man selv sidder i. "aaaav, jeg er lige blevet skudt igennem brystkassen!" "Nu tager du det bare helt roligt, jeg er også engang blevet skudt og jeg overlevede."
Det er som om hun skal skrive et eller andet positivt til hver af familiemedlemmerne for at have god samvittighed. Til Helle skriver hun om hun kan få opskriften til en ret som skulle smage udmærket, det virker på mig som om hun ser sig om efter noget hun kan rose. "hun er ikke køn, hun er ikke klog, hvad har hun overhovedet af kvaliteter, når jo der var jo det der måltid." Til Amalie skriver hun >det er helt enestående så køn du er blevet!< Om Amalie virkelig er køn der er ikke til at vide, men hun skriver >så køn du er blevet<, ikke >så køn du er< det lyder lidt som om hun engang var grim. Til Flemming skriver hun om hvor kær han var som lille, det lyder lidt som om hun ikke længere kan se nogen værdier i sit barnebarn.
Det er gratis at oprette en konto