VENTETIDENVi venter. Vi venter på bussen, vi venter i køen, vi venter på hinanden. Vi venter. Hvad er det vi egentlig venter på? Er det vores store kærlighed? Eller døden? Vi venter på livets store øjeblikke. På kærligheden. På lykken. Men hvorfor skal vi vente på noget stort, i stedet for at nyde det vi har, og åbne øjnene for de små og fantastiske ting?
Hvorfor? Hvorfor vente? Vente på noget kan føles som frihedsberøvelse. Tiden er kostbar. Kostbar for det moderne menneske. Dér er tiden det vigtigste. Planlægning, det er hverdagen. Og der kommer ventetid så ind. Dét vi ikke havde planlagt. Vi skal vente på det vi havde sat os for øje. Blodtrykket stiger. Blodet bruser i kroppen. Stressen breder sig. Armbåndsuret bliver vent og drejet. Ventetid. Vi regner det ikke med, for vi ser helst ikke at vi skal vente. Vi håber og bilder os selv ind, at vi ikke skal vente. Hvorfor er det så forfærdeligt at vente? Det giver os jo tid til at tænke over tingene. Ventetiden bliver til et pusterum. Et pusterum fra alt stress og jag. Det er bare ikke noget man tænker over nå man står der i køen og hellere bare vil videre i forløbet. Her føles det som kostbar tid, som er ved at smuldre ud af fingrene. Men tiden til at tænke, giver os et frisk pust, der gør vi ikke bryder sammen til sidst. Vi for lov til at komme op over vandets overflade, trække vejret, og give os gå-på-mod. Vi får tænketid. Ved busstoppestedet og i køen.
Det er gratis at oprette en konto