Undskyld ventetiden

Ventetid er noget mærkeligt noget. Der er ingen mennesker der kan lide det. For hvad for vi ud af at vente? Ingenting. Sekundviseren på mit ur hakker sig igennem tiden. Minutterne kravler af sted. Jeg hader at vente. Hvor bliver du nu af? Det er midt i januar måned, det meste af sneen er smeltet, det eneste der er tilbage er noget brunt sjap. Jeg har ventet i den bidende kulde i 10 minutter, men de 10 minutter føles som flere timer. Vi aftalte at mødes her kl. 8:00, præcis. Jeg hader når folk kommer for sent. Jeg spilder min tid. Eller gør jeg? Man føler man spilder tiden når man keder sig. Men det er godt at kede sig en gang i mellem, det giver en tid til at tænke. Hvis man nu har haft en stresset dag er det godt at havde lidt tid til overs hvor man trækker vejret dybt og bare slapper af.

Vi har et behov for at skulle sætte tid på alt, helt ned til det mindste. Vi går bare og venter på, at der skal ske noget nyt. Jeg sidder på den halvslidte mørke træbænk vi altid plejer at mødes ved. Den er våd efter nattens dug. Mine arme krydser hinanden over mine lår, mine tænder klapre. Jeg kigger ned ad vejen klokken en nu 08:20, hvor bliver du af? Når ventetiden kommer bruger vi den på at brokke og irriterer os over at vi skal vente. Ventetid skal bruges som tænketid så vi kan tænke os om, hvorvidt det virkelig er værd at vente på. Vi venter alle på noget hver eneste dag. Hver dag er der nogen der venter på os. I skolen og på arbejdet, venter vi på at få fri. Vi venter på toget. Vi venter i køen. Vi venter på hospitalet og vi venter på hinanden. Bussen, den har vi alle prøvet at vente på. Vi synes at det er tidsspild. Vi kigger ondt efter bilisterne som sidder i deres varme biler. Men jeg har fundet ud af, at man i stedet for kan bruge denne ventetid til noget fornuftigt, at tænke. Jeg kigger over på den anden side af vejen ved stoppestedet, der står fire personer alle med en mobil i hånden, de ser knap så glade ud. Det er tideligt om morgen, så i stedet for at tage der roligt og bare slappe af, tager de deres mobiler op af lommen for at få tiden til at gå hurtigere. Der er nu gået en halv time siden vi skulle mødes, tænk hvad jeg kunne havde nået at lave på den halve time. Jeg kunne havde ryddet op på mit værelse, jeg kunne havde lavet mine lektier til i morgen, ja jeg kunne finde på 100 ting jeg kunne havde noget lavet. Men selv om det er hundekoldt er det nu meget rart at få en pause og bare slå hjernen fra et øjeblik. Jeg falder mere og mere sammen på den kolde bænk, tiden går langsommer og langsommer. Jeg vågner op fra mine tanker og kigger ned på mit ur, klokken er 08:34. Du kommer lige så stille hen i mod mig, kigger nervøst op og siger ”Undskyld ventetiden”.