Den verden vi i dag lever i er fyldt med fare og krig man kan derfor ikke altid føle sig tryg. Når jeg går en tur igennem byen om aftenen, hvor solen endnu ikke er gået ned, kan jeg se mennesker på næsten hvert et gadehjørne. Nogle er raske mennesker, som fremstår som lykkelige, men jeg kan ikke se, hvad der egentlig foregår bag deres eventuelle facade. Andre ses tydeligt som mennesker, der har det hårdt, mennesker der muligvis har mistet og er derfor endt som det, der i dag defineres som samfundstabere, alkoholikere. Bør vi overhovedet sende vores børn ud i den ”virkelige verden” inden vi ved, at de kan beskytte sig selv mod den mulige smerte, ulykke og fare de kan opleve at blive udsat for?
Jeg har læst to tekster, hvoraf den ene er teksten ”Høst”, som er skrevet af Camilla Christensen. Denne tekst handler om en kvinde (hovedpersonen), som bor i et hus som ligger mellem to marker. Hun lever i dette hus med sine tre katte og sin lille datter. I starten af teksten bor hun også sammen med sin mand eller kæreste, men senere i teksten forlader han hende. Da hendes partner forlader hende står hun alene med sin datter og de tre katte. Tidligt i teksten ses det, at hendes partner hjælper hende med mange ting som bl.a. at dræbe mus. I starten af teksten virker hendes liv forholdsvis godt. Der er ikke rigtig økonomiske problemer, men da vi kommer senere hen i novellen, og hendes samlever forlader hende, så begynder hun at snakke om, at hun ikke har råd til at blive boende og at huset er for stort til hende og hendes datter, dvs., at hun altså ikke er i den velhavende del af samfundet. Fortælleren i historien starter med at være en 3. personsfortæller, men da hovedpersonen forlades af sin mand, så skiftes der over i en jeg-personsfortæller. Dette gør, at vi ikke på samme måde føler en sympati for hende i starten af historien, selvom hendes liv er beskrevet som et hårdt liv. Når fortælleren er en 3. personsfortæller, så virker det mindre personligt.
Det er gratis at oprette en konto