I sin kronik Mona og overskægget, der er bragt i tidsskriftet Standard nr. 2, 2002, kommer Niels Lyngsø med en række synspunkter omkring brugen af alvor i poesi. Essentielt af disse er, at alvoren er vanskeligere og mere sårbar end spøgen. Men anvendes alvor i sin rigtige betydning, som ifølge skribenten er ”afgørende vigtigt”, er den også både smukkere og vigtigere end den bøjelige, useriøse spøg, der, hvis den skal opnå et optimalt resultat, også skal indeholde et element af den rigtige alvor. Modsat spøgen er alvoren altså ikke afhængig af sin modsætnings tilstedeværelse.
Til debatten omkring alvor og dens virke bidrager også Lars Bukdahl med et indlæg i samme tidsskrift som Lyngsø. Af Bukdahl fremstilles alvor som en besynderlig størrelse, der på den en side gennem sin selvgodhed nedværdiger det sjove, det nuancerede og er mainstreams forkæmper, men på den anden side forsvarer og beskytter den ellers yderligtgående patos, vi i almindelighed har svært ved at acceptere.
Det ualvorlige skal hele tiden holdes i bevægelse, nå nye længder i form af humor, improvisation og ironi, og derfor kræver denne mere end den lammende, stillestående alvor.
Helt generelt kan man om de to tekster hurtigt konkludere, de er skrevet på et højt intellektuelt plan, hvor der til læseren stilles store krav, og hvor der appelleres via etos og logos, erfaringen og logistikken. Det intellektuelle niveau kommer til udtryk i form af de lange sætningskonstruktioner, referencerne til anden litteratur og brugen af fremmedord. Tilmed er der en stor difference i den sproglige sværhedsgrad, da også ord fra lavere niveauer optræder i teksterne, hvilket sammen med brugen af ironi er med til at holde det gennemsnitlige tekstniveau på et plan, hvor den almene læser kan være med.
Det er gratis at oprette en konto