Digteren Emil Aarestrup har skrevet dette digt på baggrund af en utrolig kortvarig visuel kontakt med en pige i en badmintonhal. Han har fået fantastisk mange detaljer af pigen ind på hukommelsen, så han ikke ville glemme hende inden han gik i seng om aftenen. Sikkert for at have lidt stof til at onanere på, Aarestrup levede jo længe før undertøjskataloger blev en banal ting i postkassen. Fantasien om badmintonpigen udviklede sig og efterhånden som nætterne gik, fantaserede han sig frem til en veninde som spillede med. Hvor han selv befinder sig i badmintonhallen inden den uundgåelige agt, hvor de alle tre dyrker sex, har han ladet stå i det uvisse, så læseren som har samme interesse om piger i lårkorte badminton-nederdele, kan fantasere sig selv ind i hans sted.
Det er et gammelt digt fra 1838, men det passer udmærket til folks behov og lyster i dagens Danmark, og de ændre sig nok heller ikke de næste 166 år. Altså har vi at gøre med et tidløst værk, som omhandler dette simple, lidt primitive, behov mennesket har.
At det er et digt af ældre dato ser vi også tydeligt i skriftsproget, aa=å og navneord står med stort. Talesproget er naturligvis også en ældre årgang. Aarestrup har skrevet det kortfattet og præcist, så han hurtigt kan trække stemningen frem igen, uden først at skulle igennem en masse fyldord, der får én til at miste lysten.. Samme princip gælder for opsætningen af de fem strofer á fire vers, som rimer i et mønster der hedder ABCB, et omsluttende rim. Fortælleren er 1. person ental, jeg-fortæller.
Det er gratis at oprette en konto