En kærlighedshistorie er en historie om kærlighed, så meget ved vi alle. Når vi hører ordet kærlighedshistorie, tænker vi på et par der lidenskabelig elsker hinanden. Som regel er der en eller anden slags konflikt som står i vejen for parrets kærlighed. Historien kan både ende lykkeligt ”og de levede lykkelig til deres dages ende” eller også ulykkelig. Ulykkelig kærlighed vil sige at den ene ikke kan få den anden eller, at de slet ikke kan få hinanden som i ”Romeo og Julie”.
Men i Naja Marie Aidts novelle ”En kærlighedshistorie” taget fra novellesamlingen ”Vandmærket” (1993) er der intet par og ingen kærlighed, kun en stakkels ensom pige som er helt alene om sin kærlighedshistorie. En mere passende titel på novellen ville være ”En ensomhedshistorie”.
Novellen handler om kvinden Louisa, der bor i sin lejlighed, lever i sin helt egen verden og kun kommer udenfor engang imellem for at handle ind. Det ender med at hendes lejlighed er oversvømmet med biller og kryb og naboerne ser sig tvunget til at ringer til myndighederne, som tager hende med så hun kan blive indlagt.
Novellens handling har en lineær komposition og en kronologisk opbygningen med en start og slutning, bortset fra et enkelt flashback hvor man høre om hendes ekskæreste Ole. Vi får heller ikke meget mere information om Louisas fortid, end det vi gør i flashbacket. Der hun var sytten, lige kommet til byen og bz’er var det hendes kæreste Ole som tog sig af hende og deres forhold var noget helt specielt. Han beskyttede hende for alt det onde, som storebroren beskytter lillebroderen i ”Brødrene løvehjerte” og han ville have intet til gengæld. Alligevel gik der ikke mere end et år, før han forlod hende til fordel for syren og en hennafarvet pige. Louisa, der i forvejen nok var en lidt skrøbelig figur, blev endnu mere skrøbelig efter at Ole forlod hende, og nu er hun bange for livet. Eller måske rettere sagt bange for kærligheden og dens luner.
Det er gratis at oprette en konto