Analyse af Naja Marie Aidts novelle 'En kærlighedshistorie'

Om forfatteren: ”En kærlighedshistorie” er en novelle af Naja Marie Aidt og den findes i novellesamlingen Vandmærket (1993). Naja M. Aidt startede som lyriker, og dette er hendes første novellesamling. Den er blevet rost til skyerne af næsten alle anmeldere, og det er blevet sagt, at Naja M. Aidt er 90'ernes svar på 70'ernes Vita Andersen og 50'ernes Tove Ditlevsen. Som andre af 90'ernes forfattere beskæftiger hun sig med storbyens klaustrofobi (en stærk angst for at opholde sig i små rum), den stigende hastighed, vi lever med, og kroppen, men mest af alt er det de ældgamle temaer, der har hendes interesse: Udviklingen fra barn til voksen, søgen efter lykke, familien osv. Hun formår at fortælle en intens og medrivende historie.

Type af novelle: Det er en traditionel novelle, fordi at slutningen er overraskende og selve novellen indeholder følelser og den er med i novellesamlingen Vandmærket.

Komposition og handlingsforløb: I første del af novellen får vi et indblik i hovedpersonen Louisas dagligdag - sove, spise sundt, bade og hendes seksuelle tilfredsstillelse. Vi hører også om hendes kvindelige forbillede: Asta Nielsen, der er smuk og bleg, og Louisa klæder og opfører sig som hende, når hun bevæger sig ud af lejligheden. I begyndelsen er der allerede nogle begyndende problemer. Louisa har samlet for mange møbler til sig, og disse fylder og samler støv. Samtidig vokser nogle små dyr ud af skabene, og begge dele forvirrer hende, men hun lukker øjnene for det, da det er for svært at overskue. Herefter følger et flashback, hvor Louisa tænker på sin første tid i byen, med bz'er-livet og kæresten Ole. Han stikker af med en anden pige, Louisa flytter ind i den lejlighed, han havde skaffet til dem begge, og herefter begynder hun at samle gamle ting. Afsnittet er et dybere indblik i Louisas relationer til andre og andet. Hun har været i kontakt med en læge, som sandsynligvis er psykiater, for i dette afsnit hører vi, at hun taler med og svares af bananfluerne i lejligheden. Disse er hendes venner og roser hendes stil og udseende. De er ikke de eneste dyr, hun snakker med. I afsnittet er der også et flashback til en situation, hvor en humlebi fløj ind af vinduet og skældte hende ud, og med sin kritik skræmte den Louisa meget. Efter dette kommer et afsnit, hvor Louisa forandres. Hun spiser ikke længere sundt, nyder ikke sex, og problemet med de små dyr - nok kakerlakker - er vokset så voldsomt, at naboen kommer på besøg for at klage. I sidste del af novellen hentes Louisa af myndighederne, og hun slutter med at fortælle, hun hedder Asta.