Drengen i det tomme hus

Han kunne stadig se det røde skilt, men det var næsten helt dækket af sne. Han faldt lige ned på den brækkede højre arm, han fik smerte i den igen. Han kom på benene igen, men følte sig ikke helt tilpas. Han gik nogle skridt, inden han faldt om. Han lagde lidt omkring et par minutter, inden han kom op og sidde, og kom på benene igen. Der begyndte at sne mere og mere. Det var egentlig meningen, at han skulle have været inde på den tankstation efter nogle cigaretter, men tankstationen var jo helt tom. Han besluttede at bevæge sig videre, han ville have de cigaretter. Han havde ikke en bil, den havde politiet taget fra ham, for nogle år siden, fordi han kørte uden kørekort. Så måtte han jo gå, der begyndte at sne rigtig meget, men han kunne ikke mærke kulden.

Han gik videre på landevejen indtil der kom et lille hus, det var ikke ret stort, det lignede ikke et, der blev brugt. Men han blev nød til at komme et sted hen, hvor de kunne hjælpe ham med armen og sårene. Han havde fået flere smerter i den, af alt den kulde. Han kunne se et lille lys i vinduet, der var et håb tænkte han. Han bevægede sig længere og længere mod den lille hus, han bankede på. Han stod der i lang tid, og var helt stiv af frost. Han gik lidt rundt om huset, for at se om der ikke var et sted han kunne komme ind, døren var låst. Han ville ind, han kunne simpelthen ikke mere. Han gik over på den anden side af huset, han kom til en kæmpe have, han kunne næsten ikke få øjnene fra den, men han gik videre. han kunne næsten ikke se ind af vinduerne, der var kun et sted der var lys og det var der hvor døren var. Vinduerne var helt rådne. Han endte ved døren igen, der var ingen steder han kunne komme ind. Han besluttede sig for at sætte sig i sneen, selvom det var koldt, men hans bene kunne ikke mere. Da han havde siddet og frosset i sneen i omkring 2 timer, gik døren op. Der kom en lille dreng ud, han græd. han sagde hurtigt hvad han hed, han hed Anthon. Han spurgte manden om han ikke ville med ind, selvom hans mor altid havde sagt at han ikke måtte lukke fremmede ind. Men han havde set ham gå rundt om huset og synes det var synd for ham. Da manden kom ind i huset, var der meget tomt, der var en seng, det var det eneste der var i stuen. Anthon tilbød straks den fremmede mand, at låne hans seng, fordi han kunne godt se at han ikke havde det så godt. Manden begyndte at spørge drengen om hvorfor han boede her helt alene. Drengen sukkede lidt, men sagde: min mor rejste fra mig, og min far er soldat. Manden kunne godt se at Anthon var meget ked af det, han havde ingen at snakke med, det eneste han havde, var hans seng. Anthon begyndte at fortælle, hvorfor hans mor rejste fra ham, han fortalte at hun havde sagt at hun ikke kunne passe ham mere. Hun sagde ikke hvorfor fortalte Anthon, med en stille stemme. Hun tog alt med sig, jeg fik kun lov til at beholde min seng. Det eneste jeg har at spise er dåse makrel, han udbrød i gråd. Manden synes det var rigtig synd for ham, men han kunne ikke trøste ham, han har aldrig prøvet at trøste nogle. Hans smerter i armen var blevet ekstreme, han havde fået et viskestykke på, som skulle holde den lidt på plads. Klokken var ved at blive mange og der var sengetid, manden havde fået lov til at låne Anthons seng. Han var meget taknemlig, for den lille drengs indsats. Anthon lagde på et tæppe ved siden af manden.