Det var ved at blive efterår, og han ærgrede sig over at han ikke havde taget en tykkere jakke på. Inde i byen havde vinden ikke været at mærke, men herude ved kysten var den hård og bidende kold.
Han så surt på sin kone, som gik ved siden af ham. Hun havde halstørklæde, handsker og en lang frakke på, og så ikke ud til at være det mindste plaget af kulde. Men det var selvfølgelig også hende der var helt vild med at komme ud i 'Guds grønne natur'. Han havde hadet hele denne søndagstur lige siden ideen blev bragt på bane ved morgenbordet. Han kunne have brugt tiden meget bedre derhjemme, men han havde ikke haft modet til at sige hende imod og var i stedet fulgt med hende.
Men nu var de her altså, ude i den friske natur, som hun yndede at sige. De gik ved siden af hinanden, på vej ud mod skræntens højdepunkt, hvor man kunne se bølgerne slå ind mod den lodrette væg dybt under sig, og det øde hav så langt øjet kunne se.
De rørte ikke ved hinanden, hvilket efterhånden var blevet ganske naturligt. De havde været gift i 11 år, og lige så meget de havde omklamret hinanden i deres første år sammen, lige så lidt gjorde de det nu. Trangen til at holde i hånden var lige så stille forsvundet sammen med de hurtige kindkys og den intense øjenkontakt.
Det er gratis at oprette en konto