Jeg vågner med hende i mine tanker. Jeg står op med hende i mine tanker. Jeg tager tøj på med hende i mine tanker. Hende! Hende! Hende! Hun sidder fast i mit hoved. Jeg kan efterhånden ikke tænke på andet. Jeg går en tur i skoven. Jeg tænker på hende. Jeg føler mig ensom, alene! Uvisheden nager inde i mig. Jeg kan hører fuglene synge i toppen af træerne. Deres næsten eneste beskæftigelse. De synger yndigt. Næsten så yndigt som hende. Jeg husker så tydeligt da, jeg stod i døren og lyttede til hendes yndige sang og klaver- spil. Alt var så fredfyldt og betagende. Jeg ville ønske, jeg kunne fryse det øjeblik. Bare stå der i en evighed. Se på hende. Lytte til hende. Dufte hende. Elske hende! Jeg går lang tid i skoven. Jeg hører på fuglene, både stillids, gøg og irisk. De synger alle i munden på hinanden. Som et kæmpe stort kor uden nogen dirigent. Alle synger deres egen sang, med egen stemme, i egen takt. Det lyder egentligt fortrinligt. Jeg sætter mig i græsset og betragter de små. De så alle lykkelige ud deroppe i toppen af de hvislende bøge. Mon de er lykkelige bag det ydre, bag den lykkelige facade? Ingen kan bedømme lykke. Ingen kan bedømme lykke på denne afstand, som er mellem fuglene og mig. Men hvilken afstand skal der egentligt til for at bedømme lykke? Hvad er lykke? Hvornår er man egentligt lykkelig? Tankerne strejfede mig, men jeg kastede dem til side. Mit hoved kan ikke rumme alle disse store tanker lige nu.
Det er gratis at oprette en konto