Analyse af Per Højholts 'Gittes monolog' om samfundsproblemer

Gittes monolog om tåregas som er fra 1982, og handler om Gitte, der snakker med Susanne. Hun fortæller, hvad der er sket hjemme hos hende. Hun har problemer med hendes mand/kæreste Preben. Det er ikke rigtig en samtale, hun har med veninden Susanne. Susanne får ikke et ord indført, men hører kun på Gittes problemer med Preben. Dette Udgør en monolog. Så i denne kronik vil jeg komme ind den bagvedliggende forfatterholdning, prøve at finde frem til hvordan han får sin holdning frem i monologen. Jeg vil også prøve at finde frem til hvilke sproglige virkemidler der gør at jeg tolker den på den måde jeg gør.

Den bagvedliggende forfatterholdning som Per Højholt prøver at få ud gennem Gittes monolog, er baseret på det de ser i fjernsynet, en gruppe unges besættelse af en rugbrødsfabrik. Han får sin egen holdning frem, gennem Gittes synspunkt på hvordan politiet takler problemet. Politiet stormer bygningen med pistoler og tåregas. Det er der hvor titlen kommer ind i billedet. Hun er forarget over, det slet ikke kommer op til diskussion eller overvejelse. Det er lidt som om Gitte og Prebens forhold udvikler sig lig sagen med den stormede fabrik. I sagen bliver besætterne truet til at forlade bygningen, hvor Preben bliver mere og mere irriteret på Gitte. Gitte og Preben har de modsatte holdninger. Gitte forsvarer besættelsen og Preben det modsatte, altså forsvarer politiet. Og da det bliver for meget, låser han sig inde på toilettet, altså nu kan der ikke diskuteres eller noget. Som der står skrevet i teksten ”jeg gider alså ikk’ og stå dær og diskuter’ me’ en lukket dør Susanne”. Altså han har lukket diskussionen, og vil ikke snakke længere. Det er måske fordi hans argumenterne er ved at blive tynde, og ikke vil tabe. Så derfor overgiver han sig. Det svarer til det sted i de unges sag, hvor der ikke kan diskuteres længere. Forhandlingen er lukket og politiet stormer bygningen. Hun har ondt af de unge, pga. arbejdsløsheden. Hun er overbevist om, at det er grunden til strabadserne. Det at hun paralleliserer de unge mennesker med Prebens bror og andre bekendte, gør det lige pludseligt mere personligt for ham. At se deres situation i et andet lys.