”Menneske" og "natur" er to ord, som bliver brugt ofte, både for sig selv og i sammenhæng, ligeledes er det gamle ord, hvilket gør at de kan og er blevet opfattet meget forskelligt alt efter, hvilken sammenhæng og tidsperiode (både verdenshistorisk og litteraturhistorisk), de sættes ind i.
Naturen og mennesket er smukke. Hvis man sætter de to fantastiske ting sammen burde det skabe harmoni og balance. Men ordet burde, er ofte langt fra virkeligheden, det har historien vist gang på gang.
I 1838, midt i en brydningstid, bruger den store danske lyriker, Steen Steensen Blicher, lærken som et symbol på naturen. Dens sang åbner Blichers hjerte og giver ham håb, om en lys(ere) fremtid for landet. Men kan og skal lyrikeren bruge pennen og naturen til at kæmpe for det han tror på og skal fokus være på den (forhåbentlig) lyse fremtid eller skal den barkse samtid beskrives?
Både lyrikeren, lærken og menneskets forhold til den idylliske natur har ændret sig, hvilket Højholts ”Så og så mange lærker” er en glimrende eksponent for ca. 200 år senere.
Digtet “Lærken” af Steen Steensen Blicher blev udgivet i digtsamlingen “Trækfugle” i år 1838, som anses for Blichers lyriske hovedværk. Samlingen har undertitlen "En Naturconcert" og består af Præludium, Ouverture og 30 fugledigte.
Det er gratis at oprette en konto