”Gittes monolog om naturen” er helt og enkelt et talesprogs digt. Hun bruger mange samtalestrukturerende sproghandlinger. Der bliver også brugt performative handlinger, som vil sige at det er hende der styrer samtalen og hvor den fører hen, samt hvad den skal omhandle og hvornår den skal afsluttes. Hun fører ordet, og opretholder kontakten hele tiden i samtalen. Hun gør ikke mulighed for modtageren til at kunne blande sig. F.eks. ”Og du ve’ hvodden det er, Susanne, ikk’ oss” hvor hun stiller modtageren, Susanne, et spørgsmål, men ikke lader hende svare.
Hun taler om løst og fast, hvilket også gør at hun afbryder sig selv til tider, og springer frem og tilbage i emnet, som f.eks.: Side 402, linje 9 til 13 ”Man ska’ bar’ vær’ eet me’en” her snakker hun om hvor fantastisk naturen er og man skal være et med den. Og pludseligt hopper hun hen til de negative dyr man kan finde i naturen, linje 11-12 ”Myg, ikk’ oss’, myrer og foreksempel hugorm”. Også i denne sætning ser man et af de mange eksempler, på det sprogbrug der bliver brugt i digtet. ”foreksempel” ville jo normalt være stavet i to ord, men her er en sammensmeltning, da det er sådan vi hører hende sige det. Og derfor er det okay at Per Højholt har skrevet det sammenhængene, da det er en monolog.
Det er gratis at oprette en konto