Mine bedsteforældres hus - FSA 2010

Tomheden kan føles skræmmende komplet. Som jeg sad der og kiggede på de behavioristiske skyer i himlen, ramte følelsen af komplet og perfekt tomhed mig. Den følelse jeg havde formået at holde væk i flere uger, den følelse, der havde skræmt livet af mig tidligere. Og alligevel føltes den i dette øjeblik som det eneste rigtige. Tomheden. Tanken om bare at give slip. I mine bedsteforældres hus var der plads til tanker. Tanker og leg. Alle de minder jeg har fra dette hus, er perfekt indrammede i mit, nu, dadaistiske sind. Legens sind. Når jeg nøgternt tænker tilbage på mine minder, er det selvfølgelig kun med glæde. Stor glæde. I den alder behøvede jeg ikke at tænke på, eksempelvis, en terminsprøve. Der var svingture, kælepindsvin og fodbold i højsædet. Når jeg tænker tilbage på livet dengang, føler jeg, at mine tanker lidt et alvorligt knæfald. Livet er stadig herligt. Det var bare helt suværent dengang, og jeg elskede det. Jeg var altid blevet passet i mine bedsteforældres hus, siden jeg var helt lille. Hvilket nok stadig sidder fast i mit sind. Dengang levede jeg livet fuldt ud på et eksistentialistisk grundlag. Kun legen betød noget, og hvordan jeg havde det. Der stod tiden stille. Ja, tiden. Tiden er i luften, og blander sig hver gang vi indånder. Den får os til at sætte farten op, skynde os, stresse over uvigtige ting, men samtidig giver den mulighed for at eksperimentere og tænke. Tiden giver fornemmelsen af, at intet ekstisterer. At Gud bare har kørt sin egen, deistiske stil. Tiden er en ukendt faktor, som skifter form og længde alt efter, hvor lang tid en person lige netop ikke har lyst til, at der går. Tiden når vi venter på noget, eller keder os, kan være forfærdelig triviel og langsom, mens tiden der går når vi morer os, har for vane at gå flere gange så hurtigt. Tid er en ubestemmelig satan, som forvirrer den, der prøver at forstå den, og tiltager den som intet forstår. Den får folk til at reflektere over de episoder de husker. Især én episode sidder gennemboret dybt i mit sind. Jeg var 10 år gammel, og solen skinnede som altid over den højbelyste by, Andst (mine bedsteforældres by, red.). Tiden i byen stod i hvertfald stille her. Bare den samme trivielle hverdag, hvor intet blev ændret. Byen summede ikke af liv, kun købmanden og bageren. Bageren som nu var nedlagt. Vi sad udenfor og fik kaffe. Kortspillet var netop blevet lagt på jorden, så småkagerne kunne nydes. Med ekstremt stor behag selvfølgelig. Da vi sad på mine bedsteforældres bløde uldtæppe, hørte vi noget der raslede i busken. Min søster blev forskrækket, og begyndte at råbe. Et stadie hun aldrig helt er kommet sig over endnu. Morfar sad helt koldt og kynisk på sin stol, og valgte så at vove sindet, for at se hvad der foregik i busken. Inden han nåede at rejse sig, dukkede en lille skabning frem fra busken. Et pindsvin. Et nyfødt én af slagsen. Pindsvinet var formentlig blevet væk fra moderen, og søgte nu rundt i vilde, for at