I hverdagen tænker man ikke over, at der i Danmark, også findes fattigdom. Vi som flertallet lever et ”normalt” liv med forældre der går på arbejde, laver mad hverdag, køber vores tøj, kører os rundt og giver penge til de ting, som vi nu skal, tænker ikke over, at der faktisk er mennesker, som lever under fattigdomsgrænsen. Mange af de børn, hvis familie lever under fattigdomsgrænsen, føler sig ikke så meget værd som os, som lever med ”mange penge.” De føler sig i usynlige i klassen, og ingen vil tale med dem. På en anden måde, er det jo også fattigdom. Ikke at have det bånd til andre mennesker, som vi har. Prøv at forestille dig, hvis ikke du havde alle dine venner, som du kan bruge tid sammen med, og dine tætteste venner, som du tør, at betro dig til. Det må være frygtelig ensomt. Ofte bliver de også mobbet, og det er noget, der kan sætte ar for livet. Nogen familier er også blevet sat på gaden. Det synes jeg simpelthen heller ikke, at man kan. Det er simpelthen bare udelukket i mit hoved. Hvad gør det stakkels familie så? Hvad hvis de står med små børn. Det er virkelig bare ikke acceptabelt. Jeg synes, at alle skal have ret til et sted at bo. Man kan bare ikke sætte en familie på gaden, tænk hvis det var dig og din familie. Hvad skulle man gøre? Du ville bare stå der uden noget som helst, og ingen steder at tage hen. Man har intet hjem.
Det er gratis at oprette en konto