Analyse af Janne Tellers roman 'Intet'

Bogen jeg har læst hedder Intet og den er skrevet af Janne Teller. Bogen er på 116 sider, og der 26 kapitler i bogen, som er en ungdomsroman. Bogen handler lidt om gruppepres, og om hvordan de her venner de presser hinanden til at opgive ting der betyder noget for dem, som de så kan give til Pierre Anthon for at vise, at der rent faktisk er noget der betyder noget. Bogen handler også om overgangen fra barn til voksen, da de skal træffe en masse svære beslutninger, og Sofie må opgive sin uskyld, som er et af de stærke symboler på at de går fra at være barn til voksne. Uderover det handler bogen også om meningen med livet, fordi Pierre Anthon påstår nemlig at der er intet ved livet, og alt simpelthen er ligegyldigt, derimod mener 7.a noget andet, og vil modbevise ham. Personkarakteristik af nogle få personer fra bogen har jeg valgt Sofie, Pierre Anthon, Jan-Johan, og Agnes. Sofie og hendes forældre bor i et hus i udkanten af Tæring. De tilhører den rige klasse i Tæring. Sofie er med til at planlægge, hvordan de skal bevise over for Pierre Anthon, at der findes noget af betydning. Hun bliver efterhånden sygeligt besat af tanken om, at der må findes noget af betydning. Hun er også den sidste, der giver op, da politiet, skolen og forældrene finder ud af, hvad klassen har haft gang i. Fx: ’’Vi andre havde stiltiende givet op, men det var alligevel ikke til at holde ud, hvis også Sofie gav op. Og det var, hvad der var ved at ske. Troede jeg. Men Sofie gav ikke op. Sofie mistede forstanden.’’ Sofie skal aflevere sin uskyld til bunken af betydning. Efter dette er sket, er hun fuldstændig kold og kynisk over for alting. Jeg synes, det virker som om, hun er blevet voksen meget meget hurtigt, måske endda for hurtigt! Sofie ender på en institution, hvor man beskytter folk som hende mod sig selv, som fortælleren (Agnes) beskriver det. Pierre Anthon bor i et kollektiv sammen med sine forældre. De fleste borgere i Tæring omtaler og opfatter hans far som en gammel hippie. Pierre Anthon dropper ud af skolen, fordi han mener, at der er intet der er noget værd. Han er meget selvsikker, da han tør at gøre dette helt alene mod resten af klassen. Han sætter sig op i blommetræ (højt hævet over alle andre, det er nok også hans position i forhold til klassekammeraterne) i sin baghave og kaster blommer ned på sine klassekammerater, når de kommer forbi. Han kommer også hele tiden med ironiske bemærkninger om, hvordan de spilder deres liv. Fx råber han: ’’hvorfor lader alle som om, alt det, der ikke er vigtigt, er meget vigtigt, mens de samtidig har uendelig travlt med at lade som om, det virkelig vigtige, ikke er vigtigt overhovedet?’’ Gang på gang lykkes det Pierre Anthon at provokere sine klassekammerater. Det skyldes nok, at hans kommentarer egentlig rammer dem ret dybt. Altså han tvinger 7.a til at tage stilling til spørgsmål omkring livets betydning. Agnes er en del af 7.a og bor også i Tæring sammen med sine forældre. Agnes bedste veninde hedder Rikke-Ursula. Agnes er hele tiden med inde over udviklingen af bunken af betydning. Dog er hun ikke typen, der lader sin mening træde frem hele tiden. Men hun har meninger. Der er tit eksempler på, hvordan hun beskriver og omtaler de andre personer. Fx: ’’Jeg tror ikke Elise var rigtig ked af, at hendes lillebror døde. Jeg tror heller ikke, hun var ked af, at han skulle op at ligge på dyngen af betydning. Jeg tror, Elise blot var mere bange for sine forældre end for os andre’’. Agnes forholder sig observerende og afventende overfor de andre, men stadig medvirkende. Hun er den ”normale elev.” I forhold til hinanden er de vidt forskellige personer i klassen. Jan-Johan er klassens leder og initiativtager. Han kan spille guitar og synge Beatles-sange. Men hans rolle som leder for de andre elever, ændrer sig drastisk, da han som den sidste, bliver bedt om at aflevere sin højre pegefinger til dyngen af betydning. ”Men pludselig var han blevet til en vrælende klump pattebarn, som man bare fik lyst til at sparke til. Den ene Jan-Johan var blevet til en anden Jan-Johan, og vi brød os ikke om denne anden’’ På dagen hvor han skal have fingeren hugget af, dukker han op og klynker, så alle mister respekten for ham. Han tisser i bukserne, men fingeren bliver hugget af med en del besvær. Det bliver i sidste ende Jan-Johan, der får sat en stopper for projektet med dyngen af betydning. Efter at have mistet fingeren sladrer han til sine forældre og politiet bliver blandet ind i sagen.Jeg tror måske grunden til at Pierre Anthon mener der ikke er noget der betyder noget, er fordi han er vokset op med den omgangskreds han er, han har ikke fået alt hvad han ville, i forhold til Sofie og Jan-Johan eller Agnes som har fået nye sandaler fordi hun manglede dem, og derfor tror jeg måske de har to forskellige holdninger.