Ankomsten til Tibet var noget sværere end jeg regnede med. Stridighederne herovre gør det svært for fremmede at komme ind. Jeg har løbet en enorm risiko ved at forsøge, men indtil videre er det dog lykkedes. Jeg udgav mig for at være en ingeniør der skulle kigge på mulighederne for vandkraft, hvilket delvist fik mig ind. Men det har også kostet en del bestikkelse, overtalelse og snak for min syge moster, for at komme igennem. Lokalbefolkningen er berørt af stemningen, man kan ikke rigtigt stole på nogen, og man er bange for at blive opdaget.
Jeg har forhørt mig rundt omkring for at finde sherpaer, men mange folk forstår ikke engelsk herovre, så jeg har også skullet finde en tolk. Man skal som sagt være varsom med hvem man betror sig til, så det tager tid at komme igennem systemet, helt ind til kernen hvor tingene kan lade sig gøre, bare man har pengene.
14. april.
Det går støt fremad med at hyre folk, jeg har faktisk fundet 4 sherpaer (bærere), udover tolken, som nok ikke skal med på bjerget. Jeg tror at den ene sherpa kan snakke lidt engelsk, så må han bruges som tolk når vi kommer af sted. Udstyr køber vi løbene, det fungerer bedst når tolken og sherpaerne handler sig frem. Ellers bevæger vi os støt mod Rongbuk-dalen.
Det er gratis at oprette en konto