Vikingernes togter. De ensfarvede lysegrønne flader var områder beboet af nordboer. Irland, Flandern, Frisland og Sachsen var også i perioder underlagt vikingerne.
Da vikingerne i 793 kom til Lindisfarne, fandt de et let bytte og store rigdomme. Det fik dem til at kigge sig om i England efter mere, og det fandt de. Landet var før760 opdelt i mindre kongeriger, men det ændrede sig, da Offa blev konge af Mercia i 757. I sin lange tid ved magten eroberede han store dele af England, så han ved sin død i 796foruden Mercia var konge over Kent, Sussex, Wessex og East Anglia.
Efter Offas død fulgte den ene konge efter den anden, men de var svage, og ingen af dem regerede ret længe. Ved det første angreb på Lindisfarne i 793 fik vikingerne blod på tanden og begyndte at se mod fastlandet efter flere klostre, der på denne tid var fyldt med værdifulde skatte. Offa var også den første konge i England, der indførte sølvmønter, som vikingerne hurtigt fandt ud af havde stor værdi.
I fravær af en stærk kongemagt kunne man ikke stille meget op mod angrebene, som tog til fra 793 og frem til ca. 850, hvorefter vikingerne begyndte at bosætte sig fast i England og overtage jorden. I 870 havde vikingerne overtaget East Anglia, Northumbria og Mercia. De vendte nu deres opmærksomhed mod Wessex, der blev styret af en ung konge ved navn Alfred, senere kendt som Alfred den Store. Vikingerne vandt de første slag og erobrede store dele af Wessex, men selv om Alfred var stærkt presset, ville han ikke overgive sit land. Det lykkedes ham endelig at besejre vikingerne i slaget ved Cannington (i dag EdingtoniWiltshire), hvorefter de indgik en aftale, der delte lande i to. Vikingerne fik det, der blev kendt som Danelagen, bestående af East Anglia, Northumbia, den østlige halvdel af Mercia og størstedelen af Essex, og Alfred fik den vestlige halvdel af Mercia samt Kent, Sussex, Wessex og Wales.
Det er gratis at oprette en konto