Allerede de gamle grækere kendte til magnetisme, og i bygen Magnesia fandt man magnetjernsten – en stenart, som kan tiltrække jern. Allerede i 1200-tallet har man fremstillet kompasser, så man kunne orientere sig til søs. Magnetjernsten er dog ikke særlig stærke magneter. I dag fremstiller vi selv magneter. Vi bruger ”alnicomagneter”, som består af aluminium, cobolt, nikkel og jern.
En stangmagnets poler
En stangmagnet har 2 poler – en nord- og en sydpol. Sydpolen er hvid, og nordpolen er rød. 2 ens poler vil frastøde hinanden, mens en nord- og en sydpol vil tiltrække hinanden. En stangmagnet er stærkest i enderne og svagest på midten, hvor polerne mødes. Hvis man brækker en stangmagnet på midten, vil den automatisk danne en ny nord- og sydpol i de 2 dele, så man har 2 magneter.
En magnet består af en hel masse småmagneter. I en stangmagnet ligger de i orden, så alle nordpolerne peger mod den ene ende og alle sydpolerne peger mod den anden ende. I For eksempel et stykke umagnetiseret jern, vender alle de små magneter hulter til bulter. Man kan så stryge en magnet hen over jernet den samme vej hele tiden og på den måde få orden i småmagneterne og gøre jernet magnetisk.
Det er gratis at oprette en konto