Det er morgen og vækkeuret ringer. Klokken er 6.30. Et tidspunkt, hvor solen, efter min mening, slet ikke er opfundet. Jeg strækker mine søvnige og dovne krop, og prøver at få slukket den bippende lyd, som skriger i mine ører. Dørene indtil pigernes værelser lukker op og i uafbrudt. Måske skulle jeg også stå op, starte dagen på en frisk, pjaske lidt vand i hovedet og få reddet min seng. I stedet for bliver jeg liggende 5 minutter mere og ender med at styrte ud af sengen, fordi den enorme gode tid ender i 3 minutter før vi skal sidde på vores pind og spise morgenmaden. Jeg åbner hoveddøren og løber. Vinden er bidende kold og piber i ørene. Jeg har hverken jakke, strømper eller halstørklæde på, så kulden siver igennem tøjet og rejser de små hår på armene. Himlen er mørk og et par skyer titter frem. Da jeg når spisesalen, ser jeg at alle de andre sidde på deres pladser. Jeg kigger på mit uundværlige armbåndsur og ser at klokken er 6.48. 3 minutter for sent på den. Jeg går forsigtigt hen til bordet, hvor jeg sidder, sætter mig på min plads uden at sige en lyd, og med et held opdager ingen af lærerne min pinlige situation. Jeg undre mig over, at ingen kommenterede min forsinkelse højlydt, hvor efter lærerne så ville opdage mig? Og hvad skulle jeg have sagt? Man kan finde på alverdens dårlige undskyldninger, og sommetider virker de. Men at komme for sent findes der ingen undskyldninger for, når en tid er slået fast, har man pligt til at komme til tiden. Og ellers uddeler skolen gerne en tjans, så man skal endnu tidligere op.
Det er gratis at oprette en konto