Vi bevægede os opad i et tomrum, hvor tiden syntes at være sat helt i stå. Kun vores pustende ånde og støvlernes rytmiske stød i sneen syntes at kunne høres. Alle tanker var lukket ude, og jeg følte at jeg gik ind i en slags trance. Vi havde gået siden kl. 02.00, men nu begyndte stjernerne at slukkes, og lyset begyndte så småt at pible frem. Sneen reflekterede de gyldne stråler, da daggryslyset ramte de øverste tinder. Udsigten var helt fantastisk, og Shisha Pangmas top var tættere på end nogensinde før. Følelsen af frihed trængte sig helt ind til sjælen.
Jeg toppede et kort øjeblik op for at nyde synet, men kulden bed, og tvang os til at fortsætte opstigningen. Mit ansigt føltes mærkeligt fastfrossent, og jeg opdagede at de bittesmå dun i ansigtet var fulde af is. Det hjalp, at udføre en række underlige grimasser, der føltes, som når man hiver et plaster af. For nogle af mine hjælpere var det endnu værre. Deres skægstubbe var efterhånden frosset til kager af is, og det gjorde sikkert forfærdelig ondt at bevæge ansigtet. De så alle meget trætte ud, og jeg tænkte at jeg også måtte have lilla hinder under mine øjne. Nogle af dem sendte mig bekymrede blikke, når jeg stampede løs for at bevæge tæerne. De var så stivfrosne, at jeg kunne skære dem i småstykker og sælge dem som isterninger. Men jeg gættede mig til, at der ikke var en køber i mange kilometers afstand.
Det er gratis at oprette en konto