På vej mod toppen: Dagbog fra en bjergbestigning

På vej mod toppen.18. marts 1951;Jeg ligger hel sammenkrøbet i den lille sovepose. Udenfor teltet suser vinden forbi, den tætte sne flyver frem og tilbage langs den lille overflade i sneen. Jeg har ingen idé om hvor mange timer vejret efterhånden har forhindret vores ekspedition. Det er deprimerende at vide hvor langt vi kunne have været, hvis vi blot var rejst på et andet tidspunkt. Alligevel føler jeg ikke grund til at vende om allerede nu. Til trods for at vi stadig væk er godt en uge fra bjergets top, vil jeg kæmpe videre. Men jeg må krybe mig ned i soveposen igen, søvnen kalder.26. marts 1951;Jeg aner uråd. Jeg er frygtelig sulten, mangler at sove ordentlig og ikke mindst samvær med nogle. Min tolk er den eneste jeg har mulighed for at snakke med, alligevel føler jeg ikke han er en ven for mig. Det er ekstrem hårdt. Jeg har ingen kontakt med omverdenen, og jeg aner ikke engang om min familie er i live. Tænk hvis der er sket en ulykke, jeg ikke vil komme til at vide af?! – Jeg skræmmes ved tanken. Jeg ved snart ikke. Jeg kunne godt bruge bare en nat med søvn. 29. marts 1951;Det er tre dage siden jeg skrev, og mit humør er fuldstændig ændret. For første gang i meget lang tid spiste jeg noget der i det mindste mindede en smule om mad. Vi spiste en portion pulver kartoffelmos og vi nød det rent faktisk! Under aftensmaden blev en af vores sherpaer meget usikker og tvivlede på vores evner til at nå toppen. Selvom jeg ærlig talt ikke hørte halvdelen af hvad han sagde, så følte jeg en hvis modstand. Nogle mennesker mister bare altid troen mens tingene går allerbedst. Ellers er der rent faktisk ikke sket så meget i vores lille lejr udover at vejret igen har ændret sig. Vi regner med at blive hvor vi er et par dage endnu, vejret er simpelthen alt for farligt. Ja, for den tynde luft gør det absolut ikke bedre. 8. april 1951;I dag er det fredag, og vejret er ganske udmærket. To af vores sherpaer vendte om i går, de kunne ikke udstå presset fra den tynde luft. Selvom jeg nu mest tror de savnede deres familie og venner. Jeg begynder selv at tvivle på vores evner, ingen i lejren har nogle idé om hvor langt vi har tilbage, før vi har nået bjergets top. 8-9. april 1951;Efter jeg i går havde lagt mig til at sove, blev jeg straks efter vækket af en ubehøvlet råben. Vores sherpaer havde opdaget et mindre lavineskred et lille stykke fra os. De havde derfor troede de ville ramme os, hvilket det heldigvis ikke gjorde. Alligevel valgte jeg og gruppen at blive oppe hele natten. Vi kendte til hvad der kunne ske.