Det var koldt, ondt og rasende. Jeg havde egentlig mest lyst til at sætte mig ned og græde. Men Andreas, min bedsteven var uenig han at mente jeg skulle vende den anden kind til, og komme igennem det. Min lillebror var kommet til skade endnu en gang, og det var selvfølgelig min skyld igen, mente min stedmor. Hun giver mig altid denne følelse af dårlig samvittighed. Følelsen af at have gjort noget, som har givet konsekvenser for en anden person. Hun får mig til at ligne en ond person. Skyldfølelsen, som jeg selv mente, at jeg havde fortjent. Men det var kun, fordi hun fik mig overbevist om, at jeg havde fortjent det. Ja eller kun indtil min bedsteven forklarede mig andet.
Andreas var der altid for mig og jeg var der altid for ham. Vi har haft hver vores problemer, konflikter og alligevel har altid vi støttet hinanden.
Men noget vi ikke havde regnet med kom pludselig op. Et problem som var større end vi havde regnet med. Vi skulle begge to hver vores vej. Den ene efterskole, den anden college.
Jeg tror ikke, at vi tænkte så meget over det dengang, det var mere sådan en “den tid den sorg” følelse vi begge havde. Men nu ser jeg pludselig, hvor meget jeg savner den tid vi havde. Jeg savner at kunne finde ro og fred ved ham. For sandheden er, at jeg måske alligevel ikke er klar til at stå alene på benene, jeg har brug for ham til at støtte mig op af. Jeg har altid prøvet at vise andet overfor ham, og han har altid prøvet at tro på det. Han sagde tit til mig, at han godt vidste, at jeg kunne gå alene, men jeg tror godt han havde en mistanke om det var en lille løgn. Fordi vi kendte hinanden mere end vi kendte os selv. Hvis man skulle analysere os enkeltvis, ville man kunne se der mangler noget, hvert fald på mig, for jeg mangler et stykke af mit hjerte, hvor der står “gemt til bedsteven”. Det stykke tog han med sig, det stykke gemte han. Jeg er bange for, at jeg aldrig får det igen.
Det er gratis at oprette en konto