Magnetismen blev opdaget af de gamle grækere, eller de kendte i hvert fald til den. I byen Magnesia i Lilleasien fandt man en speciel sten art som kunne tiltrække jern. Sten arten blev senere kaldt for magnetjernsten. Magnetjernstenen består af jernoxid. Det har den kemiske betegnelse: Fe3O4. Helt tilbage til 1200 tallet har man brugt magnetjernsten til primitive kompasser, så man kunne orienterer sig til søs. Magnetjernstenen er en naturlig magnet. Man kan fremstille stærke permanente magneter af andre materialer. I fysik bruges ofte alnico magneter. Det er forholdsvis stærke magneter, som består af en legering af aluminium, nikkel, cobolt og jern. Aluminium er kun med i legeringen for at gøre magneten mere holdbar, stoffet bliver ikke magnetisk. En magnet tiltrækker grundstofferne jern, nikkel og kobolt samt de sjældne lanthanider, som har grundstof nummer 58 – 71. Man kan magnetisere de samme grundstoffer og en del kemiske forbindelser hvori grundstofferne indgår. Det gælder f.eks. chrom oxid og jernoxid.
Magnetens Poler:
En stangmagnet er stærkest ved enderne, som kaldes for polerne. En frit ophængt magnet, vil indstille sig i retning nord og syd. Den pol, der peger mod nord kaldes for nordpolen, og den der peger mod syd kaldes således for sydpolen. To ens poler frastøder hinanden, mens en nordpol og en sydpol tiltrækker hinanden.
Det er gratis at oprette en konto