Glem hende ej

Jeg gik igennem kornmarken, nogle steder var der stadig blå kornblomster. Solen blændede mig, og jeg kneb øjnene sammen. Jeg tog armene ud til siden, og mærkede kornets rislen over mine hænder. Jeg stoppede op, kiggede mig rundt, og lod mig så falde ned imellem en masse kornblomster.

Der lå jeg, og kiggede op mod solen omringet af korn. Jeg kunne mærke hvordan solen varmede mig. Det var en dejlig følelse. Når man lå nede i blandt kornet, følte man sig så lille. Jeg tænkte tilbage, på den lange vinter der endelig var slut. Det var dejligt at det var blevet sommer, og det ville jeg nyde. Jeg mærkede noget kravle på mit ben, jeg satte mig op. Det var bare en myre, jeg børstede den af ,og lagde mig ned igen. Jeg lukkede mine øjne.

Mine tanker blev ledt ind på den vinter vi lige havde haft, og på den kvinde, der havde betydet så meget for den. Hun var kommet meget pludseligt, ind i vores lille stråtækte hus på Æblevej, og havde med det samme lavet problemer. Første gang jeg så hende, havde jeg troet, at hun bare var en af min fars kollegaer eller veninder. Jeg skiftede øjeblikkeligt mening om hende, da jeg kom hjem tidligere end planlagt en søndag morgen, efter at havde sovet hos en veninde, og hun sad i køkkenet, og drak kaffe med min far i nattøj. Jeg var kommet ind af døren, og havde set hende sidde der, og var straks løbet op på mit værelse. Jeg havde nægtet at komme ud, da min far kom op og bankede på. Han sagde igennem døren, at han synes jeg skulle komme ned og hilse på hende. Jeg var ved at ombestemme mig efter at have sagt nej, men så hørte jeg hendes forfærdelige stemme nede fra køkkenet, og holdt fast på mit nej. Der gik ikke lang tid, før jeg hørte hoveddøren lukke, og min fars fodtrin på trappen. Derefter kom den banken, jeg havde ventet. Dog lidt senere end jeg havde forventet. Måske havde han stået og tænkt over, hvad han skulle sige. Efter jeg havde låst døren op, og snakket med ham, blev jeg enig med mig selv i, at han egentlig skulle havde ventet i lidt længere tid uden for døren. Han var forvirret, og vidste heller ikke selv hvad han ville sige. Han stammede og var nervøs, og han skulle hele tiden pille ved de puder, der lå som et forskelligt farvet bjerg på min seng. Han forklarede, at han var ked af, at han ikke havde sagt noget, og at det hele bare var sket så hurtigt. Efter han var gået, havde jeg mest lyst til at løbe ud over markerne, og bare løbe så længe jeg kunne. Bare mor stadig havde været her. Ganske rigtigt havde jeg aldrig rigtig kendt hende, hun var død kort tid efter jeg var blevet født. Jeg havde ikke lyst til at være hjemme, hvad hvis hende damen kom tilbage. Flere dage efter sagde jeg stadig kun små korte sætninger til min far, som for eksempel: godmorgen, hej osv. Når vi spiste, tog jeg som regel maden med op på værelset, ellers spiste vi foran fjernsynet. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle tackle situationen. Det hele var så mærkeligt, jeg forstod ikke hvordan far kunne gøre det imod mor.