Hamdi sad på sin plads i klassen. Det var frikvarter, og hun var den eneste i klassen. Mange af de andre var gået ud for at slås i sneen, der var faldet for et par dage siden, og derfor stadig lå flot og hvid. Dog kun indtil alle eleverne løb ud og ødelagde det, ved at smide sig i sneen, hoppe rundt og starte sneboldkampe med det. Så var der de hårde og ”seje” fra klassen, Caroline, Anni og deres slæng. De stod som sædvanligt ude i cykelskuret og røg, mens de snakkede og planlagde, hvad de næste gang ville gøre ved deres yndlingsoffer, Hamdi. Hamdi var kommer til Danmark sammen med hendes forældre og søskende for mange år siden. De kom fra Indien, og var derfor mørkere end de andre. Af den grund var Hamdi også meget smuk, men det var der ikke mange der lagde mærke til. Mange lagde kun mærke til hendes hudfarve. Og den skulle Hamdi selvfølgelig mobbes med af Anni og Caroline. Derfor sad hun for det meste alene i klassen. De andre piger, som ikke hang ud med Caroline og Anni, kunne Hamdi godt lide, og somme tider snakkede de også sammen. Men når Caroline og Anni var i nærheden, ville ingen snakke med hende. De var vel på en måde selv bange for at blive mobbet. Hamdi kiggede ud af vinduet. Hun kunne ikke rigtig lide sne. Det var alt for koldt og vådt, og hvis hun endelig vovede sig ud, ville hun få utallige vaskere og hårde snebolde af Caroline, Anni og de andre fra deres slæng. Det var hun sikker på. Så hun blev bare siddende inde i klassen, hvor der var stille og roligt. Hun tog sin blyant i sin hånd, og kiggede på sine negle. De kunne godt trænge til noget nyt lak. Normalt brugte hun bare en gennemsigtig lak, men hun tænkte på at købe noget nyt i dag. En farve. I lidt tid studerede hun sine kedelige, almindelige negle, og begyndte derefter at tegne på det tomme papir foran sig. Hun ville nyde den korte tid, der var tilbage af frikvarteret. Den korte tid uden Caroline, Anni og deres trælse kommentarer.
Det er gratis at oprette en konto