Venedigs forunderlige smag

Emil, min gode ven og jeg er nu i Venedig. Det er en helt fantastisk by. Når man går gennem gaderne kan man dufte den gode mad der kommer strømmende fra alle retninger, fra alle de forskellige restauranter, på alle tidspunkter af dagen. Det er slet ikke som der hjemme i Ringkøbing hvor man bare skal gå forbi et par vinduer omkring aften tid og der så kommer en strøm af dufte der kun minder en om den brune sovs fra farmors køkken. Når man er i et andet land får man nogle helt nye smags indtryk og helt klart også en masse oplevelser, vi fik også begge dele. For som en ting man vel skal opleve når man er i Italien, Venedig er at komme ud og sejle mellem gaderne i gondol? Det er en helt fantastisk oplevelse! Vi sidder lige nu i en gondol og har en flot charmerende italiener til at styre den. Mit blik bliver slugt helt af det mørke næsten sorte vand, af den mørke blå himmel med alle stjernerne også af italieneren, vi stryger gennem vandet med en helt rolig fart og vinden fanger lige hans utrolig gode duft og føre den langsomt hen under min næse mhh. Emil prøver at forklare ham hvilken restaurant det er vi skal sejles hen til. Der var jo tjekket op på hvor vi skulle spise inden vi tog nogle steder, så vi kunne få den bedste mad i hele Venedig, Hvorfor? Jo vi er begge meget mad glade men ikke på den måde at vi bare æder løs, nej mere sådan at vi gerne vil have nye smag i munden men alligevel heller ikke noget alt for mærkeligt, sådan noget som en grillet blæksprutte arm er i hvert fald ikke lige mig. Emil har fået ham forklaret stedet og vi sidder og små snakker og nyder stilheden i gennem gaderne, det er utrolig flotte omgivelser, husene er sådan lidt slidt og der er mange steder hvor malingen på husene er faldet af, det ligger rigtig godt til den stemning der er igennem det hele gamle store lamper og folkene har endda selv været rundt og sætte stearinlys op på deres væg mure. Tænk engang hvis der var sådan en stemning rundt i Ringkøbing.. Gad vide hvordan det ville være? Ville det mon lave om på sammenholdet mellem dem der bor i Ringkøbing? Arg mon dog om et par stearinlys ville kunne lave om på det.. Men hvordan mon sammenholdet er i Venedig nu har vi jo været her i et par dage og de gange vi har gået rundt i gaden er alle glade og gode til at hjælpe vildt fremmed som de ikke kender, det har vi jo kunne se..men mon det er de der stearinlys tror jeg nu ikke på. De synes vel nok bare selv det er rigtig hyggeligt og det giver byen en masse varme. Dunk?! Gondolen støder mod kanten og der ligger restauranten, det ser vildt hyggeligt ud! Italieneren hjælper os op en ad gangen og da han slipper min hånd blinker han med det ene øje og smiler til mig, jeg smiler igen og bliver rød i kinderne. Emil hiver fat i mig og trækker mig af sted op mod restauranten, vi går og skubber lidt til hinanden og griner og er spændte og glæder os til at komme derind. Vi har jo læst hjemme fra at det skulle være et af de bedste steder at spise i Venedig, jeg tager et ordentligt snus ind og kan bare dufte alt den lækre mad! Min mund løber helt i vand. Vi kommer indenfor og en gammel mand viser os hen til et bord, vi får straks stukket et menu kort i hånden og vi sidder spændte og bladre i det, et kort øjeblik stopper jeg med at bladre i menukortet og puffer til Emil. Har du set det, omgivelserne er igen bare helt fantastiske, små klassiske rød ternet due et lille lys på hvert bord nogle med en lille blomst, afdæmpede lamper i loftet den store mørke træ bar i enden af restauranten og selvfølgelig køre der en svag melodi af guitar spil og harmonika. Vi smiler til hinanden og ved vi bare tænker det samme, vi er endt det helt rigtige sted, her er varmt, hyggeligt og god mad. Og apropos mad, så vi begge dybt begravet i menu kortene igen. Vi får bestilt maden, og der kommer tjeneren med et sølvfad på hånden og vores to tallerkner, vi smiler spændte og duften er vidunderlig. Da vi for smagt på maden synger begge vores smagsløg man kan helt forestille sig at man er rotten fra ratatouille der står og kombinere de forskellige smag og det hele danser. Emil prajer straks tjeneren hen til vores bor, vi vil snakke med kokken med det samme! Tjeneren lader ønsket gå igennem og kokken kommer ud til os, vi får fortalt ham at vi har aldrig smagt noget så fantastisk i hele vores liv. Det er jo en hel symfoni af alle gode smag. Kokken bliver meget beæret over at vi er så vilde med hans mad vi spørger om vi må få hans selskab til resten af vores aften og han takker ja til at ville sidde ved os. Resten af aftenen får vi hans historie på at blive kok. Han fortæller at det hele startede med at han faktisk var i cirkus? Jeg for mærkelige tanker i hovedet, cirkus hvordan kan man få idéen til at blive kok der? Men afbryder ikke jeg lader ham bare fortsætte. Historien går så videre med at han gik rundt derinde i cirkusset og han ser en gammel mand der falder, han går hen og hjælper ham op og får også en snak med ham, det viser sig at den gamle mand er en verdens berømt kok som der enlig godt kunne bruge en lille hjælper i sit køkken, han fortæller at han straks sagde ja! For det lød da vildt spændende, han fik så arbejdet og senere hen blev han lært op af den verdens berømte kok. Han fortæller også at det var hårdt slid og megen skæld ud og vrissen fra ham den gamle, han havde været tæt ved at op give det hele mange gange for han havde syntes at presset var for hårdt. Både Emil og jeg sad og var forundret over den historie det var nu ikke lige sådan vi havde regnet med det havde gået til at han var selv var blevet kok. Tænk en gang at være sådan en kok, en der laver så god mad og hvad han ikke havde gået igennem, det er jo også hårdt at blive en god kok. Jeg tror ikke jeg ville kunne klare det, at være under pres i min hverdag når 20 bestillinger bare skriger på at skulle være færdige og ude af køkkenet inden 20 sek. Hvordan mon han holder det ud? Men han holder jo af at lave så det er vel det der holder ham i gang.