DANSK SKRIFTLIG FREMSTILLING – OPG. 1”PÅ BARNDOMMENS VINGER”
Jeg husker stadig.
Jeg husker stadig duften. Den søde, varme duft af øllebrød, hvis aroma fyldte hele køkkenet, hvor min mor, stående med søvndrukne øjne, stod og rørte rundt i den dampende gryde hver morgen. Duften af tæpper og tobak i morfars lille grønne Polo, og duften af savsmuld ved den store cirkusmanege.Duften af det varme sommergræs og de gule mælkebøtter, som jeg med bare fødder gik rundt og samlede i haven og flettede til små duftende kranse, så jeg fik brune pletter på fingrene af saften. Den kraftige duft af gran som sneg sig op i næseborene, hver gang jeg stod på tæer for at nå den øverste stikkende gren på juletræet. Duften af candyfloss og bolsjer og vanilje og chokolade, som jeg ivrigt snusede mig mæt af, når jeg slentrede ned af Tivolis stier og duften af de små hvide duftlys, der altid blev sat frem i vores vindueskarm på badeværelset, når der kom gæster.Men jeg husker også lugten. Lugten af sprit, af hvide stivede lagner, af plastikslanger og af medicin, som fyldte de lange hvide kolde gange.
Jeg husker stadig.
Jeg husker stadig synet.Synet af den store kirke i London som jeg var rædselsslagen for at gå op i og synet af den farverige indgang til Bonbonland, som gav én en underlig kriblen i maven. Det smukke syn af den blå himmel med de små hvide klatter af skyer, som jeg var sikker på, man kunne nå med sine tæer, hvis man bare gyngede højt nok. Synet af det ventende, det tavse og det forventningsfulde publikum ved klaveret, som fik mit hjerte til at sætte sig i halsen som en klump. Synet af mine nye sølvsko med velcro og blomster og synet af mit navn, et fascinerende ord, skrevet af min morfar på et stykke papir.Det flotte syn af eksploderende fyrværkeri i alle farver, som jeg hver gang fandt for smukt til at være sandt og synet af de sorte spøgelser, som jeg troede gemte sig bag gardinerne, når det blev aften.Men jeg husker også blikket. Blikket på min syge morfar blandt bippende maskiner, larmende apparater og dryppende slanger. Et blik jeg nægtede kunne være rigtigt, en morfar jeg nægtede kunne være min: ”Det er ikke min morfar” sagde jeg, da jeg så ham ligge der bevidstløs og kold. For det kunne det ikke være. Det kunne det bare ikke være.
Det er gratis at oprette en konto