Kærlighed og sorg følges ad

Sorg og kærlighed følges ofte ad. Du skal tit føle den ene, for at kunne blive ramt af den anden. Sorg er den inderlige smerte af at have mistet noget. Pludselig kan man blive ramt af kærligheden, som kan skylle sorgen væk, fjerne alt sorg, men den vil stadig være der. Sorgen havde længe været ved min side. Jeg havde i lang syntes, at himlen var grå hele året rundt, også selvom at det havde været 26 grader og højt solskin. Den gang var jeg lidt ligeglad med alt hvad der skete omkring mig, de samme dødssyge vaner. Jeg kunne ikke rigtig se nogen grund til hvorfor, at jeg stod op hver morgen, til den sammen forfærdelige lyd, som mit vækkeur lavet, for derefter at gå ned på den lokale cafe, hvor jeg arbejdede. De samme mennesker, med de sædvanlige bestillinger, som jeg snart kunne i hovedet. Mit liv var virkelig deprimerende! Sådan havde det været, i jeg ved ikke hvor lang tid, indtil den dag hvor han trådte ind af caféens smalle dør. Siden det øjeblik vendte alt min sorg til en kærlighed, som jeg aldrig havde oplevet før. Hans hår var kastanjebrun og hans øjne helt blå. Han var ca. 180 høj og havde en flot trænet figur. Den perfekte mand var min første tanke om ham. Jeg betragtede ham bag fra disken, imens han satte sig ved et vinduesbord, et af mine borde! Han kiggede op og smilede, som et signal på, at han var klar til en bestilling. Hver af mine skridt imod ham var en forfærdelig, men også en helt fantastisk nedtælling imod min skæbne. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, jeg havde aldrig været så nervøs, som jeg var nu. ”En kom kaffe, med lidt mælk og sukker, tak” sagde han smilende. Jeg kunne ikke lade hver med at smile igen. Pludselig forstod jeg hvorfor, at han kiggede lidt mærkeligt på mig, men stadig med et lille smil. Jeg havde bare stået i flere sekunder og kigget på ham, pinligt! Jeg nikkede, og vendte mig om imod disken igen.Næsten weekend kom han igen og han satte sig ved det samme bord. Jeg fik en underlig følelse i min mave, alt det skidte i mit liv forsvandt i de få sekunder jeg kiggede på ham. Min kollega, som også var min veninde, kom over til mig og spurgte hvad der lige forgik mellem mig og ham. ”Ikke noget” sagde jeg og fik et kæmpe smil på læben og gik så over til ham. Da jeg kom hen til ham studerede jeg hans ansigt, i stedet for at høre efter hvad han bestilte. Da han var færdig, skete det igen. Jeg stod bare og stirrede på ham, hvor at han også kiggede på mig, med et lille smil. Jeg måtte sige undskyld og spørge ham igen, hvad han skulle have. Da han spiste sin mad, stod jeg bag i disken og kiggede på ham. Jeg kiggede ikke på ham på den måde, jeg stod bare og betragtede ham.Da han kørte hjem fra caféen, var det eneste jeg glædede mig til, var at se ham igen. Jeg havde en masse andre kunder, men det eneste der tog min opmærksomhed var ham. Da han gik ud af døren skete der noget med min krop, den blev fyldt med sorg. Det var som om at hver gang han var i nærheden af mig, var der glæde, men når han ikke var der, blev jeg fyldt med sorg. Der var gået mange dage og det var nærmest ulideligt at vente mere. Men han kom, lige da jeg var på vej hjem, med en anden dame. Han sagde: ”hej” og smilede, som om vi kendte hinanden og så gik de over til det bord han pleje at side ved. Jeg stod henne ved døren, og kunne ikke få mig selv til at gå ud. Jeg ville se hvem hende damen var. Var det en kæreste, veninde, familie? Jeg måtte finde ud af det. Jeg stillede mine ting, bag disken og gik over for at spørge hvad de skulle have. Jeg gik tilbage til disken med seddelen og tog så et bord ved siden af, for at høre hvad de snakkede om. Damen rejste sig og gik på toilettet. Jeg gik hen til ham og sagde: ”når, nu har du taget kæresten med var? Var der ellers andet jeg kunne hjælpe med?””Det er godt nok min søster… Men ja tak, noget mere kaffe” sagde han smilende. Pinligt tænkte jeg, men rart at vide at det var hans søster. Jeg hældte noget mere kaffe op, smilede og gik tilbage til disken. Jeg nåede ikke langt, før han sagde: ”Undskyld, men hvad hedder du egentlig?” ”Mille” svarede jeg.