Simons fortælling: sorg, kærlighed og tab

Klokken er 6, der jeg kan høre mit vækkeur tikke. Jeg vågner op og går hen til mit spejl, hvor jeg kigger på mig selv. Det er det første jeg gør, når jeg vågner op. Jeg skynder mig at rede min seng, og gå i bad. Nedenunder kan jeg høre far, der kalder på mig. ”Kom ned og få noget at spise Simon.” Far og jeg bor alene. Jeg går ned af trapperne fuld klædt på. Jeg kigger rundt i huset, men jeg kan ikke finde min hund Hugo. Jeg fik den af min bedsteforældre, der jeg var yngre. Siden da har den været en del af vores familie. Som altid får vi min yndlingsmorgenmad, pandekager med sirup. Far snakker ikke, som han altid plejer at gøre. Der er helt stille, jeg kan mærke den akavet atmosfære. Det virker som om far skal til at sige noget, men han kan ikke få sig selv til at sige det. Der jeg bliver færdig, med at spise tager jeg min tallerken, og vasker den. Nede i stuen kan jeg se en sort kuffert, og fars militærtaske. Jeg ved hvad der skal til at ske, jeg går op imod far, og krammer ham. Selvom jeg er gammel nok, til at passe mig selv, ville det være svært ikke at se far hver morgen. eller spise uden ham. ”Jeg elsker dig far.” Det er ikke første gang, jeg siger det til far. Jeg skal bo sammen med min mor, indtil far kommer tilbage. Mor har tre børn med en anden mand. Hun er rejst helt fra Bornholm, bare for at passe på mig, og det er jeg glad for.