Jeg er ikke et menneske

Jeg er ikke et menneske. Mennesker er usle flokdyr, der lever af at fodre deres ego, ved at hele tiden sætte sig over dem, de ser som mindreværdige.Sådan kan jeg slet ikke defineres... Nej, jeg er snare en bivirkning af deres iscenesættelser i form af modbydelige ord, der kan fremskyde deres position højere end alle andre, som om de var en almægtig gud. Nej, sådan er jeg ikke. Jeg har accepteret min plads her i livet, og spist det sure æble, uden noget brok eller utaknemmelighed.

Man kan sige, at jeg er prototypen af det fremtidlige menneske, hvis altså bare hvert individ kunne se over deres egen næsetip. Men så lidt er åbenbart for meget at forlange, her i vores kaos verden, hvor dem som slår hårdest, har mest at sige. Jeg kan ikke holde dem ud, og jeg kan slet ikke holde de små prinsesser ud, som tror at bare fordi de er velsignet med et smukt ansigt, så har de mere at skulle sige, end deres ligestillede medborgere. F. eks Ditte Marie med hendes lange, røde og krøllet hår. De lange og buede øjenvipper, der ligger over hendes store og brune, perfekte øjne. Den fejlfrie hud og den slags læber, der får andre piger til at bruge hele deres børneopsparing, på flere liter botox i fjæset. Man skulle tro at hun var i besiddelse af en tryllestav, og når hun svinger den, så stiller alle drengene op på trop, og pigerne tikker hende om at hjælpe hende med lektier, eller om de skal rede hendes hår. Det er så afskyeligt! - Hun er ikke noget godt menneske, som jeg før har fået at føle. Bare fordi jeg ikke har brugt hele mit liv i et træningscenter, så er jeg åbenbart mindre værd. Hvad er det for en snæversynet indstilling? Der kan ikke sættes ord på hvor inderligt meget, jeg hader hende. Hvordan ville hun få det med sig selv, hvis hun fandt ud af, at hun var skyld i, at en dreng havde taget sit liv på grund af hende? Måske hun så ville kunne se sin negative effekt på sine medmennesker. Nu har jeg dog ikke taget mit liv, men hver gang jeg ser hende og hendes taber vedhæng, giver det mig lysten til at forsvinde langt væk herfra.Jeg kan være en smule panisk og med en kronisk paranoia for onde mennesker, er tilværelsen altså ikke altid lige nem. Det forstår de bare ikke, og derfor skal min identitet ødelægges. For det giver nemlig mening! Lad os se hvor sjovt de får det, når jeg en dag ikke er her mere. Men til helvede med det. Nu skal min dag ikke gå i smadder, bare fordi alle andre er nogle uvidende og stupide fjolser. Nej, det er en god dag i dag. Solen skinner, og der er ikke en eneste plet på den blå himmel. Den helt rigtige dag og gå en tur på, og glemme livets små bagateller. Ja, det er en fantastisk dag, som skal nydes i store drag. Jeg har taget min sorte, langærmet T-shirt på, og nu venter en smuk gåtur. Der er fredeligt udenfor. Ikke så mange mennesker, som jeg havde håbet på. Fuglenes sang er min melodi, og dammen er mit mål. Inden jeg gik, fik jeg skåret et franskbrød i bitte små stykker, så jeg havde noget at glæde ænderne med. Jeg elsker de ænder der plasker rundt i dammen. De har ikke noget de skal nå, kun nydelsen af hvert sekund, i deres problemfrie liv. Gad vide om hvis jeg lever et fortsat godt liv uden synder, vil Gud så til gengæld skænke mig, det næste liv som and? Det ville være en fornem gave, at kunne få igen som belønning. En and virker umiddelbart som et dumt dyr, men et liv uden kvaler, lyder nu ikke så dårligt endda. I hvert fald fortjener jeg en udsøgt plads i Guds palæ, hvor jeg kan kigge ned på de andre tumper, som til forveksling, vil missunde mig. Et smil ramte mine læber ved tanken. "Det ville være fortjent, ja".