Hvor går grænsen?

Rigtig mange gør, hvad der passer dem i offentligheden. Men tænker de nogensinde på, at det kan være frastødende overfor andre, og måske gøre dem forlegne? Nej, det gør kun de færreste.Jeg er, som så mange andre børn, et skilsmisse barn. Og for at jeg kan komme op til min mor, skal jeg med bus og tog. Og folk har de mærkeligste ting at gøre, når de er i offentligt transportmiddel. Jeg vil gerne lige have en på øjet i bussen, hvis det kan lade sig gøre. Og bedst som man er ved at falde hen, ringer en eller andens telefon, og personen giver sig til at snakke løs. Endda højt! Vi andre gider da ikke høre på, hvad du har tænkt dig, at gøre til festen i weekenden? Vi har ikke lyst til at vide, hvad du lavede i går efter skole. Og vi har mest af alt slet ikke lyst til at vide, hvordan dit sexliv er! Og hvis du bare ikke kan lade være med at snakke højt, så lad dog for søren være med at tage den mobiltelefon! Tag den, og sig du ringer tilbage. Så slipper vi andre for at lytte med til dine samtaler.Folk har ingen pli, når det kommer til at tænke på andre mennesker. De prutter og bøvser, som sad de hjemme i deres egen dagligstue. Men det gør de ikke. De sidder på restaurant og spiser fin mad. Og så er der dem, der bare skal høre højt musik. Vi gider ikke høre på dit hard-metal rock musik! De kan skrue ned for volumen, så vi andre ikke kan høre det, men heller ikke det gør de brug af. Eller hvis man nu står i kø, og personen foran en, bare ikke kan multitaske. Så stopper hele køen, kun fordi personen lige skal have svaret på den sms, der lige er kommet ind på mobiltelefonen. Specielt gamle mennesker kan ikke tage, at unge skal sms’e hele tiden. Det er en del af, hvad vi er. Hvad vores generation er. Hvor langt vi er kommet i udviklingen. Hvad teknologien kan gøre for os.Mobilen er en meget stor del, af unges hverdag. Vi bruger den mest til, at kommunikere med hinanden, hvis man skal aftale noget. Men man ved jo aldrig, hvem man får fat på, når man skriver med en man ikke kender personligt.