morgentrætte hoved. Dagen i dag skulle sikkert blive ligesom alle de andre. Den samme vej til skole, det
samme gamle lokale og samme ansigter – samme dag.
Uden for de firesprossede vinduer dannede sig en kridthvid himmel, der syntes at være foruroligende tæt
på, men det skulle ikke være i dag, at himmelen faldt ned om ørene på os. Og der ind af døren
fornemmede, ja nærmeste vidste jeg at Juliane, min fransklærer, snart ville komme. Medmindre hun blev
syg selvfølgelig, så ville hun nok blive hjemme.
Der var mange, der blev syge på grund af det ikke så lunefulde vejr. Om formiddagen kunne vejret se nok
så fint ud, men da man så trådte ud i det med halvtynde bukser og tynd trøje på, kunne man godt tro om
igen.
Og ganske rigtigt, som mine førnævnte bemærkninger, kom Juliane vraltende ind af døren med tunge
øjne og et svært smil smurt i skærmen. Samtidig tog hun hånden i vejret, som hun altid gjorde, sigende den
eksakt samme sætning med en stemme, der kunne skære gennem luften selv: >>Tjuinggum à la
poubelle!<<. BØH! Ikke flere julegaver – av for en stemme!
Hun havde som altid sin Flextaske med hendes materialer, som hun lagde i nøjagtig samme position på
Det er gratis at oprette en konto